Om ikke ret lang tid, så kommer turisterne igen og snart vil det summe af aktivitet i sommerhusene og på campingpladserne. Avisen Holbæk Amts Venstreblad (i dag Nordvestnyt) bragte i slutningen af 60´erne en artikel hvor Ole Rosenberg, søn af fhv. journalist Holger Rosenberg, fortalte hvordan han oplevede det, at komme en tur til sommerlandet i 1920´erne. Familien var nybyggere i Klint. Vi er således i starten af sommerhusboomet i Odsherred. Her er Oles fortælling om, hvordan det var at komme til Odsherred i 1920´erne.
Allerede i 1914 købte min far en lille ejendom på Klint Strandvang. Ved fars ihærdige arbejde, forår og sommer, blev ”Rødhætte” til et paradis for os børn, og for alle de bekendte og kammerater, der kom som feriegæster. Hvert forår kom længslen efter Klint — og når ferien var ved at være forbi, blev vi så sure og tvære, fordi vi skulle have det strammende Københavnertøj på vore solbrændte kroppe, at far og mor gruede for hjemrejsetiden. Det var som sagt anderledes ved sommeropholdets begyndelse. Ganske vist var togrejsen fra København noget af en tortur. Den foregik i de små kupeer med en dør i hver ende, hvor konduktøren udefra bankede på ruden med klippetangen, når han skulle billettere under farten. Bænkene var håre, og kun enkelte kupeer havde toilet, hvilket nok kunne være besværligt når ungerne skulle.
I Holbæk skulle vi skifte over i O.H.J – banen (vi kaldte den Oh Herre Jemini-banen), og inden københavnertoget holdte i Holbæk, var et par af os sprunget af, og styrtede afsted over i Odsherreds-toget for at kapre ”sindsygekupeen”. Det var en dobbelt-kupé med så meget gulvplads, at der kunne stå en båre. Det gjorde der nu sjældent, så det var om at komme først, og belægge pladserne, så vi under den 2 ½ times rejse fra Holbæk til Nykøbing kunne strække benene. Hvor gik det det langsomt, ofte holdt toget midt ud på banelinien og ventede, og imens gik togføren og passagerne langs toget og snakkede sammen indtil togføren piftede og toget ingen sneglede sig afsted.
Laurits Jacobsens og ”Lille Hans”
Men forventningens glæde holdt humøret oppe, og langt om længe trillede toget ind på Nykøbing station, hvor den statelige forstander Windeløv tog imod det. Med alle vore pakkenelliker for vi igennem ventesalen, ud til pladsen, hvor vognmand Laurits Jakobsen eller hans lillebror Hans holdt med den trehjulede bil, der dog snart blev udskiftet med en åben Ford T. Trods sin lidenhed havde han kæmpekræfter, han tumlede med det tunge rejsegods, som var det småpakker. Hvem det nu var, Laurits eller Hans, så fik han garantibeviset, så han kunne læsse rejsegodset på bilen og det var utroligt, hvad der kunne stables.
De første biler som Laurtis købte, da han startede sin forretning, holdende på Torvet på Algade. Torben Vitting Jespersen har fremsendt en mail til mig, hvor i han skriver at bilen til venstre er en Okland, nærmere betegnet en 1919 Oakland Touring Model 34B.
Dosmersedlen kom frem.
Op ad Dronning Margrethe eller Niels Frandsensvej (hvorfor den blev kaldt begge navne, ved jeg ikke *), op til Algade, hvor vi med forskellige dosmersedler begyndte vore indkøb, for en times tid efter at kunne mødes hos købmand Lausen, hvor Jakobsen til den tid holdte med bilen, for at få læsset ny forsyning på. – Imens havde vi været hos slagter Larsen.
Købmand Lausens ejendom midt på Algade.
Hans spegepølse og rullepølse var … ja, som vor mor lavede den. Hos gartner Holst var mor nede efter knoldbegonier til »Rødhætte«s vinduet, røde pragteksemplarer af helt sydlandsk format, hos apoteker Ellsehou var det vaseline og gazebind til de skrammer, som energisk legende børn altid får.
Handlen fortsatte.
Næste besøg var hos Søren Schibsbye, indehaveren af Vett og Wessels udsalg. Han var så vidt jeg ved ophavsman den til turistforeningen, altid-fyldt med ideer og energi og uadskillelig rytterven -med købmand Laursen. Det var et flot syn at se de to komme ridende i blændende hvide jakker på et par dejlige heste.
Vett og Wessels udsalg – i dag har Brugsen til huse i bygningen.
Schibsbye fortalte på en godmodig og ustyrlig morsom måde historier om egnens forskellige mennesker, f. eks. Petra — jeg siger ikke, hvem Petra var — der med sin slæbkjole fejede gaden ren for glasskår og skræller.
Søstrene Elster på trappen i deres konditori. (Foto: Odsherreds Lokalarkiv
Min søster og jeg skulle derefter op i fru Elsters konditori i Svanestræde efter de lækreste kager til 10 øre, og så var de mindst tre gange så store som nu.
Tømrer og søm.
Far gik til isenkræmmer Friis-Hansen for at købe værktøj, søm og lignende til alt det, der skulle laves til os af gynger, vipper, bænke og både, og over hos boghandler Helms eller den nystartede boghandler Rasmussen efter film, bøger og papir og vandrede til slut ud på Vesterbro til tømrermester Frandsen for at bestille det træ, der skulle bruges til alle fars påhit. Niels Frandsen sagde goddag med et håndtryk, så man havde på fornemmelsen, at hånden blev til sildesalat —jeg nøjedes med at bukke og holde hænderne på ryggen efter en gang at have givet ham hånden. Men han var et dejligt menneske — ligesom malermester Christoffersen, der boede over for Grønnehavestræde, hvor vi fik den maling, der skulle til efter vinterens slid på »Rødhætte«. Han var en herlig håndværkertype. Han var dårligt til bens, hvorfor han kørte rundt i en lille ponyvogn med en godmodig hest foran, der altid kunne finde vejen hjem af sig selv.
Tømrermester Frandsens baggård. Frandsens ses siddet på bjælkerne.
Christoffersen startede det hele.
Det var Christoffersen, der havde sat det hele i gang med sommerhuset i sin tid. Far havde holdt et foredrag i borger- og håndværkerforeningen, og ved kaffebordet bagefter spurgte Christoffersen om far ikke var interesseret i et lille hus ude ved Klint, der skulle sælges. Den næste formiddag kørte de derud i den lille ponyvogn, så far kunne se det, og han faldt for det med det samme. Endelig, når alle indkøb og bestillinger var overstået, mødtes vi hos købmand Lausen. Den distingverede købmand var altid selv i forretningen, og hans hjælpsomhed kendte ingen grænser. Hans førstemand var lige så hjælpsom som chefen. Det var en dejlig forretning, en af de gode gammeldags. Der kunne nævnes mange flere af Nykøbings datidige herlige borgere, men vognmand Jacobsen havde nu fået anbragt alle pakker, dunke o. s. v. rundt omkring i bilen, og så skulle vi fem også presses derned; tre bagi og tre foran i HGF´eren. Hvordan det kunne være der, det hele, er en gåde — og så gik det langt om længe ad den stenede vej ad Klint til. I det øjeblik, vi rundede Stejlebjerg og kunne se »Rødhætte« og hele bugten ud til Klintebjerg, råbte vi hurra, for nu lå et par måneders paradisisk tilværelse foran os.
* Dr. Margrethesvej kaldtes også Niels Frandsensvej, fordi tømrermester Frandsen lod opføre og ejede Landmandsbankens bygning og det store, hvide hus på vejen.
