Nr. Asmindrup delte sammen med Hølkerup Landsbymakeover-prisen for 2015. Nr. Asmindrup havde reetableret “Byens bakke”, i den gamle grusgrav i byen, hvor man blandt andet idag fejre den danske grundlov. En af “hovedpersonerne” på “Byens Bakke” er stenen – der er tæt på at fejre sit 70 års jubilæum.
I min første bog , om vognmand og plantageavler Laurits Jakobsen findes der nogle informationer om stenen, for det var nemlig ham der gav stenen til “Byens Bakke”. Hvorledes det gik til findes i: Nørre Asmindrup stationsbys bylaugs protokol.
Tillykke Nr. Asmindrup med præmine og her kommer så historien om hvordan stenen kom på plads på byens bakke.
I sommeren 1945 fremsatte gårdejer Andreas Olsen, Svinninge, Asmindrup Sogn, en ide om at at rejse en sten på “Byens Bakke”. Der lå en sådan sten på marken øst for gården på mtr. nr. 11 a, Svinninge, tidligere ejer Jakob Hansen, der nu havde solgt den til plantageejerne Hans og Laurits Jakobsen, Nykøbing Sj., i 1945. Hans og Laurits og Hans var nok bedre kendt under navnet “Lille Hans”. Han arbejdede det meste af sit liv for sin bror der var vognmand i Nykøbing.
De to brødre var villige til at overlade Bylauget stenen, og man begyndte herefter i juli måned at rydde træer og buske for at udgrave den. Det viste sig imidlertid, at den lå betydeligt dybere end først antaget, ca. halvanden meter.
Laurits Jakobsen sidder på stenen
Den 3. August 1945 blev der holdt generalforsamling på bakken, og her vedtog bestyrelsen enstemmig , at man ville forsøge på at rejse denne store sten på bakken som et for eftertiden synligt minde om, vor store taknemlighed for, at vi blev skånet for så meget ondt og mange ulykker.
Man gik herefter igang med at løfte stenen ved hjælp af en dunkraft, lånt fra Odsherreds Jernbane (OHJ). Det viste sig, at man kunne hæve den 16 til 18 cm ad gangen, fra den ene side til den anden, ved at pakke sten under den. I løbet af sommeren blev den hævet 3/4 meter. I oktober måned var vejret blevet så fugtigt og bunden så blød, at den ikke kunne bære dunkraften. Arbejdet blev nu indstillet for dette år.
Falcks Redningskorps i København blev herefter kontaktet, Bylauget ville høre om de kunne påtage sig stenens flytning til den fremtidige plads. En ingeniør kom ud og anslog stenens vægt til cirka 20 tons. Men på grund af materialemangel kunne man ikke medvirke til arbejdets udførelse. Et andet københavnsk selskab blev forespurgt, men de turde heller ikke medvirke.
Men man arbejdede videre med at løfte stenen, og i slutningen af maj 1946 var stenen løftet op på sveller og ruller, efter at der var fyldt 10 læs sten i hullet. Dunkraften var ved dette arbejde gået i stykker, Banens værksted i Holbæk var brændt og syv af dens dunkrafte brændt. Men ved velvilje fra værkmester Nielsen og stationsforstander Windeløvs side lykkedes det at få en anden dunkraft til at fuldføre arbejdet med.
Den 8. Juli 1946 hentede vognmand Valdemar Johansens chauffør, Anton Andersen, blokvogn og materialer, og dagen efter blev stenen løftet, så blokvognen kunne skydes ind under den. Sagkyndige havde udtalt, at som trækkraft var det bedst at benytte en traktor eller vejtromle, men disse kunne ikke flytte den af stedet. Valdemar Johansen satte derefter sin store lastbil for og læssede den med sten og børn. Der var mange voksne og børn for at overvære denne transport, cirka 200 mennesker i alt. Det viste sig, at bilen kunne trække læsset, men det gik langsomt, for der kunne kun køres 5—6 meter ad gangen, da der måtte lægges sveller og panserplader under for at bære vægten. Det kneb med at komme omkring gårdens nordlænge, da vejen var meget smal; men her trak den store folkemængde blokvognen med stenen forbi gården. Der var en mængde tovværk, som blev bundet til at trække i, og der var højt humør og arbejdslyst. Arbejdet foregik efter fyraften. Den 3. juni rejste fhv. stationsmester N. Larsen ind til København for at tale med folk om leje af materiale til læsning og transport af stenen. Der blev truffet aftale om, at de lejede os en blokvogn, vindebukke og traverser til på og aflæsning, samt en arbejdsformand til at lede arbejdet til en betaling af 125 kr. pr. dag, men at man selv skulle hente materialerne i København.
Efter fyraften strømmede folk til fra hele sognet for at trække blokvognen med stenen. Hurra-råbene lød hver gang, man kom over en vanskelighed.
På det sidste stykke vej, ved udkørslen til landevejen, var det nær gået galt. Vejen er her smal, og terrænet skråner stærkt nedad, og bilen kunne ikke holde det stærke tryk, selv om menneskemængden holdt igen ved at hale tilbage i tovværket. Blokvognen gled ud på rabatten, men en modig mand smed en planke for hjulene, der derved standsede, og i en fart blev dunkraften sat under og vognen skruet tilbage. Det var meget spændende og faretruende øjeblikke, men vejen blev nået, og nu gik det stærkt ned igennem byen. Det sidste stykke vej op til bakken kneb det for bilen, den var på kogepunktet; men kl. 11 om aftenen var man nået ind på pladsen foran bakken. Store menneskemængder var fremmødt for at tage mod den store sten, der blev budt velkommen med jubel og hurra-råb. Endnu var der dog et stort arbejde med at få den sat på plads. Men her var også hver aften rigeligt med hjælp, og alt gik uden nogen ulykke af nogen art. Man henvendte sig herefter til entreprenør Jens Nielsen, Nykøbing, for at få udført den fornødne inskription, der kom til at lyde således:
Danske Folk i Borg og Hytte Tak din store Gud;
Landet vilde han beskytte,
Skønt det mørkt saa ud.
Rejst til Minde om Freden og Friheden 5te Maj 1945.
Udgiften ved rejsningen af mindestenen løb op på godt 3000 kr., der var tegnet garantibeløb på 2439 kr. Resten blev dækket ved overskudet fra mindefesten. Bylauget havde givet 500 kr. som garantibeløb. Falck skulle have 1250 kr. for transporten.“
Protokollen slutter med følgende:
“Saa staar da denne Sten for ud i Fremtiden at minde om en ond Tid i lange Aar, men ogsaa for at tolke vor Tak til ham, som styrer alt, og for, at vort dejlige Land og særlig dette Sogn ikke blev lagt øde. Og saa beder vi om, at der i Fremtiden maa blive værnet om den og dens Omgivelser, til Gavn for kommende Slægter.
På Bylaugets vegne
Niels Larsen,
Formand.“
Efter at mindestenen var sat på plads, hvilket var et meget besværligt arbejde, der ligesom flytningen også blev udført af beboerne efter fyraften, blev det vedtaget at afholde en mindestensafsløring søndag den 18. August 1946. Det blev en stor fest. Bakken var illumineret og flagsmykket og der var til selve afsløringen mødt 500 deltagere, om aftenen til festen ca. 1000 mennesker. Den 80-årige stationsmester Niels Larsen blev ved festen hyldet for sin enestående præstation: Ved kun en enkelt mands hjælp at udgrave den 20 tons store sten, så Falcks Redningskorps kun behøvede at hæve den op på blokvognen. Det havde ikke været uden livsfare, idet den store sten flere gange var ved at vippe.
Denne usædvanlige begivenhed havde kaldt Statsradiofoniens optagelsesvogn til stedet for at optage en Reportage. Der var anbragt højttaleranlæg på bakken, og fhv. Stationsmester N. Farsen åbnede selv festen med at byde velkommen til den store forsamling og redegjorde for arbejdet med at få stenen anbragt på sin nuværende plads og takkede alle, der havde bidraget til at få Arbejdet udført.
N. Larsen udtalte: “Denne sten er rejst som et minde om, at Danmarks smukke have ikke blev ødelagt af krigen og besættelsen.” Derefter talte højskoleforstander Nissen, Antvorskov, om, hvad man lærte af besættelsen.
Efter en sang fandt selve afsløringshøjtideligheden sted. Fhv. amtmand, kammerherre Saxild, København,blev mødet velkommen med klapsavler. Han talte ganske kort og mindede om, at stenen var rejst som erindring om den glæde, der var den største i mange tider i danmarks historie. Den skal stå som et tegn på taknemmeligheden mod de mange, som satte livet på spil for at slås med voldsherredømmet. Den skal også minde om, at vi har tilbage at kæmpe for den endelige fred, og hertil må alle kræfter forenes. Kammerherren afdækkede derefter stenen, der var skjult af et Dannebrogflag.
Festudvalgets formand, mejeribestyrer Bæk, udtalte, at det ikke var tilfældigt eller en modesag, at vi havde anbragt Kongens navnetræk øverst på stenen, men fordi man gerne ville hylde vor gamle konge for hans trofasthed mod det danske folk. Han sluttede med at udbringe et: „Leve Kong Christian!“
Sognerådsformand Sofus Simonsen rettede en varm tak til den gamle stationsmester, der alene havde æren for, at stenen var rejst. Han hyldede ham også for hans fremsyn, da han for 20 år siden sammen med andre fik omdannet en forsømt grusgrav til “Byens Bakke”, i fremtiden et samlingssted for sognets beboere. Til sidst talte gårdejer Frede Andersen, Svinninge Møllegård, kort for Danmark, og der blev sunget „Der er et yndigt land“.
Kilde: Viggo Akselbo, Vognmandsgården – om Familien Jakobsen
