Købmand Hans Bentzen, der var årgang 1799 blev i 1838 gift med Bolette Axeline Elisabeth Kjelberg, der kom fra København, og i ægteskabet når de at få 3 piger, inden de mellem 1845 og 1850 bliver skilt. For af opretholde det huslige flytter Hans Benzons søster ind efter hun er blevet enke. Da Hans i 1845 er 46 år, er forretningen på sit højeste, hvis man måler det i antallet af ansatte – hele 8 tjenstefolk, hvoraf flere er i brænderiet som der så fint er opført. Yderligere er der også 3 handelslæringe og så står Hans Bentzen opført som brændebindbrænder, lige som 9 andre af købmændene i byen gør på dette tidspunkt.
Hans kom fra en søskendeflok på 9 og da hans dør i 1868, overtager brodersønnen Jacob Ernst Gustav Bentzen forretningen. Det har i mange år ligget i kortene, da han allerede som 10-årig bliver en del af familien.
Hans Bentzens far, Christopher Gottschalck Bentzen var også købmand. Hans Bentzen omtales som den jævne, men rige mand, der stod i sin butik, iført det store hvide lærredsforklæde og som afregnede med kunderne ved at skrive regnskabet op med kridt på disken.
Til ham leveredes kornet bl.a. fra Dragsholm, og herunder modtog han bøndernes tiende (skat) til godset, der i hine tider blev leveret in natura. Ligeledes modtog han kirketiende fra flere af herredets kirker, så der jævnlig sås lange rækker bøndervogne holde højt op ad gaden ventende på at komme til at få læsset af. Nævnes bør det vel også at man den gang ikke skulle betale tiende for at dyrke tobak, hvilket mange bønder så naturligvis gjorde.
For en stor del af kornkøbmændenes vedkommende drev de også brændevinsbrænderi. De holdt tillige fedestalde, hvor stude stod på „Drank“ og som, når de havde opnået den tilbørlige grad af fedme, blev drevet i flokke ad landevejen til kvægtorvet i København, en såre lang og besværlig march for de arme dyr, der ikke var vant til at gå.
Vi har allerede set, at flere af købmændene står opført som brændevinsbrændere. Denne fabrikationen af den ædle, danske nationaldrik, kornbrændevinen – har altid været en tradition i købstaden. Når man tænker sig, at i 1740, da Nykøbing havde 90 familier boende i 85 huse og gårde og tilsammen i indbyggerantal kun talte 350 individer, er det interessant at læse i kirkebøgerne fra denne tid, hvorledes borgere af alle erhverv tillige drev brændevinsbrænderi. Således anføres f. Eks.: Charles Hansen, skomager og brændevinsbrænder. Ja, til sidst nøjedes præsterne med at skrive f. eks.: hjulmand og br. I 1791 skriver byfogden: Af byens fire smede har de tre nu nedlagt håndværket for at drive brændevinsbrænderi. I alt er der her i denne lille købstad nu 35 brænderier, og der forbruges til produktionen mere end 6000 tdr. byg. Og til slut skriver han, at ikke en eneste her i byen er bleven uformuende som brændevinsbrænder, og mange har rådet mig som byfoged til at anskaffe brændevinstøj. Den tillokkende drik blev med rund hånd hældt op til bønderne i købmandsgårdenes skænkestuer efter afsluttet handel, så byfogeden kunne bemærke at “jeg møder ikkun få ædru bønder, når de kører hjem fra købstaden”. Det hed sig også at hvis man ikke kom fuld hjem, havde man ikke rigtigt været i Nykøbing!
I folketællingen for Nykøbing var der i 1801, 19 der drev brændevinsbrænderi. 30 år senere er antallet nede på 12 personer. I 1845 er der 11 registreret hvilket er det sammen i 1860. 20 år senere er antallet reduceret til 5 stk. Dette er i 1901, hvor der i byen er 200 indbyggere, steget til 6. Men det er Carl Jensen, der havde hjemme i Brændergården, der i 1907, som den sidste i købstaden, nedlægger sit brændevinsbrænderi som bedstefaren havde oprettet. Bygningen blev i 1915 overtaget af den entreprenante tømrermester Niels Frandsen, med det er jo en helt anden historie.