Den officielle præsentation af bogen sker fredag d. 20. november kl. 15.00, i Lokalkompagniet Algade 24 i Nykøbing, hvor forfatteren Claus Marcussen fortæller om bogens tilblivelse og teaterdirektør fra Odsherred Teater Simon Vang Jensen læser op fra bogen.
En lokalhistorisk Julebog fra Odsherred.
Jeg havde længe gået og samlet materiale til julebog, en bog som skulle indeholde materiale for alle familiens medlemmer. Julebogen er rigt illustreret med billeder og postkort med tilhørende fortællinger om motiverne. Der er også flere beretninger om jul og julebag, og om hvordan man fejrede jul i gamle dage i Odsherred. Julevittigheder for de mindste er der også kommet med og så indeholder julebogen også en del bageopskrifter, opskrifter som stammer fra bagermester Petersen i Hørve.
Lidt detaljer
I julebogen er der samlet flere forskellige beretninger om hvordan den enkelte familie fejrede jul – høj som lav.
Af Sophus ”Trommeslager” Jensens datter, Laila, har jeg fået lov til at bringe historien om gamle Martin Petersen, som på vidunderlig vis fortæller om julen på en gård i Odsherred omkring 1864. Han fortalte i 1940 sine erindringer til Sophus, der skrev det hele ned, og sendte det til Berlingske Forlag, der havde udskrevet en konkurrence om juleerindringer og traditioner. Fortællingen vandt førstepræmien på kr. 500.
Julebogen indeholder også en stor del af de julepostkort, med julemotiver fra Odsherred, der har været sendt i Odsherred gennem tiderne helt tilbage fra 1910. Til hver af disse motiver er der en beskrivelse eller historie om stedet. Der blev i sagens natur sendt flest postkort fra Nykøbing. Alle postkort er fra min egen samling.
Karen Tamstorf, Hans Hansen og Axel Winthers beretninger i julebogen, har alle været bragt i Uge-Avisen i 1986, hvor de fortalte om, hvordan de på forskellig vis fejrede julen. Gustav Jensen fortæller om hvordan det var at fejre jul i familieforetagendet Herrestrup Købmandsgård. Annie Brydegaard Danielsen beretter om sin fars jul i Nakke. Fra Almegården har jeg af tidl. borgmester Hans Møller Olsen, fået lov at bringe flere afsnit fra familiens bog, der fortæller om, hvordan familien fejrede julen.
Julebogen indeholder også beretningen om, hvordan Nykøbing i midten af 1960´erne ændrede navn til Julekøbing. Mange husker stadig Julekøbing, en betegnelse, som senere har været brugt af Nykøbing flere gange, når byen blev pyntet op til jul.
Flere steder i julebogen vises der opskrifter på julebag. Opskrifter der er hentet fra bagermester Petersens gamle konditorbøger fra bageriet i Hørve, bøger der har gået i arv i familien. En familie som jeg er blevet en del af på min kones side.
Med denne bog håber jeg, at man sammen med familien vil læse om, hvordan man fejrede jul i Odsherred, og afslutningsvis vil jeg opfordre til, at de ældste personer i familien, vil fortæller om, hvordan de oplevede julen, så vi på den måde holder traditionerne i hævd.
Fakta
Bogen, der er med hardback, er på 200 sider og koster 199 kr. i udsalg, og sælges fra onsdag d. 18. november.
Bogen udkommer på mit forlag – ”Hilsen fra Odsherred”. Den vil indtil videre blive solgt følgende steder: Lokalkompagniet, Visit Odsherred, Bog og ide Nykøbing, Asnæs og Holbæk, Nygårdens Gårdbutik, Storkfelt Bog & idé, Holbæk, Odsherred Teater samt på Psykiatrisk Museum i Annebergparken.
I forlængelse af bogen holder jeg også foredrag hvor der læses op fra bogen, lige som jeg viser flere af de motiver og billeder fra bogen, ikke mindst de motiver der ikke kom med i bogen.
Bogen er den femte, der udgives på Claus Marcussens forlag Hilsen fra Odsherred. Den første bog var ”Vognmandsgården i Nykøbing – om familien Jakobsen”, der udkom i maj 2014, og i oktober samme år udkom bogen ”Vi mindes lokalhistorikeren Sophus Trommeslager Jensen” og i december 2014 udkom bogen om ”Mejeriet Billesborg”.
I april 2015 udkom den store bog om 2. verdenskrig.
Bogen er støttet af Almegårdsfonden.
Det er også muligt at bestille bogen på forlagets hjemmeside: www.hilsenfraodsherred.dk
Spørgsmål kan stilles til Claus Marcussen, 4042-5398, eller på e-mail: claus@hilsenfraodsherred.dk