Lammefjorden

I april 2023 var det 150 år siden, at det første spadestik blev taget i forbindelse med inddæmningen af Lammefjorden. I denne artikel vises ikke tidligere offentliggjorte kort og tegninger lavet i forbindelse med inddæmningen af Lammefjorden. Kortene er scannet ind af Peter Korsgaard og indeholder mange spændende detaljer.

Af de største landindvindingsprojekter, var inddæmningen af Lammefjorden den største. I Odsherred havde man også øvet sig. I 1841 var, den nordlige gren af lammefjorden, Siddinge fjord blevet inddæmmet og i 1852-54 blev Svinninge Vejle fjordarm inddæmmet. I 1864 kom turen til Ringholm og tre år efter var det Hovvig der stod for tur.  I Danmark var man allerede startet omkring 1690 med landindvindingen med Nylandsmose ved Dybsø Fjord ved Næstved.

Vi ved i dag, at inddæmningen af Lammefjordens 11.000 tønder land (ca. 10.000 fodboldbaner), gik hen og blev et verdensberømt projekt, og er Nordeuropas største inddæmmede areal. Intet andet inddæmningsprojekt er gennemført på så dybt vand. Helt nye målinger har vist, at det laveste punkt i Lammefjorden ligger mindst 7,5 meter under havets overflade, hvilket gør det til det laveste punkt i Europa.

Den 3. april 1973 fejrede Lammefjordens Dige- og Pumpelag 100- års dagen for påbegyndelsen af gravearbejdet. Festdagen startede ved dæmningen, hvor Dronning Margrethe afslørede den keramiske tavle, som kunstmaler Holmer Trier, Vallekilde, havde lavet. Med forskellige farver vises de fire udtørringsfaser, som Lammefjorden har oplevet.

Der blev taget tilløb
Helt tilbage i 1850 henvendte nogle af egnens beboer sig til af lensbaron G. F. Zytphen Adeler, Dragsholm, for at få ham til at tage initiativ til inddæmning af Lammefjorden. Baronen, der selv havde gået med lignende tanker, var ikke uvillig, men der skete ikke noget. I samme periode arbejdede ”digegreve” Grove fra Slesvig og ingeniør Hannemann også med tanken om at tørlægge Lammefjorden, men også deres planer blev ikke til noget.

Men den 10. marts 1872 indsendte ”Interessentskabet” bestående af lensbaron G. F. Zytphen Adeler, Dragsholm, kammerherre, greve W. Ahlefeldt-Laurvigen, prokurator Kr. E. Jørgensen og kapitain M. Rovsing en ansøgning til Indenrigsministeriet om koncession på Lammefjordens udtørring.

I september samme år startede man med at forhandle overenskomsterne med de 161 lodsejere.

Det hårde arbejdet gik i gang.
Fra april 1873 til september 1874 byggede man dæmningen mellem Audebo og Gundestrup, og i januar 1875 gik man i gang med det store projekt, med at få blotlagde fjordbunden.

Ingeniør Carl Brummer, der før udtørringen havde foretaget jordbundsundersøger af hele området, skrev i sin betænkning at gravning af de såkaldte afvandingskanaler, skulle ske hurtigt for at undgå at vandet kom tilbage om vinteren. Der skulle med andre ord, en masse mandskab til for at realisere Brummers teori.

Der blev bygget en pumpestation, som pumpede vandet ud i Isefjorden, og rundt om fjorden gravede man en 40 km lang ringkanal for at opsamle vandet fra de omkringliggende højere arealer, og på den inddæmmede fjordbund gravede man et netværk af afvandingskanaler. Det hele foregik først med håndkraft og lige som joden blev kørt væk i hestevogne.

I 1870’erne og 80’erne bestod arbejdsstyrken dels af løsarbejdere, som kom langvejs fra, dels af lokale husmænd med og uden jord. Løsarbejderne havde været med ved anlæggelsen af landets jernbaner, andre kom fra de jyske brunkulslejer. Indtagelse af spiritus var af mange en dagligdag for at kunne udholde det opslidende arbejde, der lå mellem 13-15 timer om dagen, dertil kom dårlige boligforhold og den usle løn på 1-2 kr. om dagen.

På et tidspunkt var man oppe på adskillige hundrede arbejdsmænd. Senere da nybyggerne i 1890’erne begyndte at indvandre i større tal, fandt nogle af disse også beskæftigelse ved grøftegravning samt ved drænings- og vejarbejde på fjorden.

De første erfaringer høstes
Hurtigt kunne man se, at vandet begyndte at falde. Sandjorden fremstod som en bræmme mellem det gamle land og vandet i fjorden. De lavvandede områder f. eks. Sandbyhage og Ægholm kom til syne, ligesom Lammefjordens øer løbende blev større og større, efterhånden som vandet trak sig tilbage. Den dybeste del af fjorden blev til en sø, der fik navnet Lammefjordssøen.

Fjordbunden der kom frem virkede rå, vanddrukken og i dag vil man nok sige at den lignede et månelandskab. Om vinteren, når vandet steg, var bunden meget blød på grund af ekstra tilløb fra højlandet rundt om fjorden. Tilbage på fjordbunden var der mange sten og gamle egestammer, der vidnede om tidligere tiders skove.

I slutningen af 1870’erne var man ikke nået langt med opdyrkningen, primært på grund af økonomiske problemer. Flere uopdyrkede arealer, lå urørte tilbage og var stadig ejet af ”Aktieselskabet til Lammefjordens Tørlægning«. Arealerne var bevokset med græs, der var ingen veje på arealerne, ingen stier udover dem, som dyrene havde dannet. Man kunne gå og køre, hvor man ville, dog skulle de kørende passe på, ikke at køre på de store sten, for dem var der mange af.

Enkelte forsøg blev igangsat for at få erfaring, bl.a. havde man sået græs på 200 tønder land med forholdsvis dårlig jord, og forsøget var positivt, idet græsvæksten efter 2 år var fuldstændig tæt flere steder. I starten af 1880’erne kom der flere og flere dyrkningsforsøg, især inderst i fjorden på Stubberup Enge. Her pløjede man og såede havre på 20 tønder land dyndjord. Med spænding fulgte man forsøgt sommeren igennem, og da høsten kom, var resultatet en 1. klasses havre.

Det var sådan en succes der skulle til. De gode nyheder satte gang jordsalget.

Omkring 1900 var mere jord opdyrket. Om sommeren var fjorden ét stort grønt område, om vinteren et mørkt, bart, og pløret areal. ”Vandtæt fodtøj ville sikkert være en kærkommen julegave”, stod der i Høve Avis, direkte henvendt mod de første beboere på Lammefjorden. Dyndsko eller dyndski investerede flere af beboerne på Lammefjorden i, for på dem måde kunne man bedre komme rundt. På det tidspunkt måtte de lokale bønder bruge stude i stedet for heste til dyrkningen, da hestene sank ned i jorden.

Lammefjordssøen
Mange lodsejere, og især dem der havde jord grænsende op til søen, ville gerne have vandstanden sænket yderligere i Lammefjordssøen. Med andre ord ønskede de at søen skulle pumpes ud. Dog ville en vandstandssænkning blive til gavn for samtlige lodsejere på Lammefjorden. Men dette var ikke sådan lige til, det gav stærke personlige brydninger mellem fjordens mænd, men det endte dog med, at man fik vedtaget en sænkning af grundvandets højde.

Men da dette ikke var med i den oprindelige plan, gav det problemer, maskinerne ved Audebo pumpestation ville få langt større mængder af vand at pumpe ud, så derfor måtte hele anlægget udvides. Yderligere skulle der gennem søen graves kanaler og vandløb, som det tidligere var gjort med den øvrige Lammefjord. De første kanaler og vandløb måtte derfor uddybes. Allerede inden søen var pumpet ud, gik man i gang med gravearbejdet til kanalen, der skulle gennemskære søen, med en meget speciel maskine der havde navnet ”Lammefjorden”.

Hvem var den første
”En kunne jo aldrig vide om vandet en dag kom løbende ind over igen”, sagde husmand Kresten Nielsen i et avisinterview mange år senere. Denne snusfornuftighed virkede helt naturlig, når man tænkte på hvordan det var at være Lammefjordsbeboer ved vintertid, hvor der trods Brummers forudsigelser stadig var meget vand om vinteren. Mon ikke den gode husmand, også her tænkte på dæmningsbruddet i 1902, ved Hovvig, hvor indvundet landjord, ”gik tilbage” til naturen, som et lavvandet areal.   

De første huse på Lammefjorden var bygget af de sten, fundet på fjordbunden. Samtidig måtte beboerne også indrette deres husbygning efter den særlige bløde undergrund, der gav efter for bygningernes tyngde.

Der har været meget snak, helt op til i dag, om hvem der var de første beboere på fjorden, ifølge overleveringen skulle gården ”Skovly” syd for Stubberup Enge eller ”Brogården” ved Hørve Bro være de første selvstændige landbrug på Lammefjorden. Usikkerheden og årsagen til, at man i dag stadig snakker om det, er at omtrent samtidig blev en del udlænger og huse bygget på det udtørrede areal. På det første kort, tegnet af landinspektør P. Benzon i 1887, ser man i alt 34 huse og 11 bygningskomplekser bestående af 2 længer. Men var der tale om gårde, husmandssteder eller huse uden jord eller var det halm- og bræddehytter til beboelse? Det vides ikke.

Det er med andre ord ikke muligt at afgøre, om en bygning på kortet rummede beboelse, eller om der også var stald i bygningen. Faktum er at bebyggelsen skete i flere etaper. Først bosatte folk sig forsigtigt i strandkanten langs ringkanalen, hvor der var nogenlunde fast grund og nær til landjorden. Næste etape viste at folk blev modigere, nu begyndte de nemlig at flytte lidt ud på fjorden til de højere liggende steder.

Omkring 1905, er bebyggelsen langs ringkanalen yderligere taget til og der er endvidere begyndende bydannelse, hvor Fårevejle stationsby i dag ligger. Også dele af Fårevejle Kirkeby, der ligger på Lammefjorden udvides. I Fårevejle stationsby, var der omkring 1908 ca. 20 husstande.

Østersskaller
I Hørve Avis fra 1910 og 1911 ses flere findes der flere annoncer, der tilbyder arbejde med skallegravning, og dels annoncer om afsætning af knuste skaller. De knuste skaller, som var et nødvendigt kalktilskud til æglæggende høns, og blev eksporteret til flere europæiske lande. Ingen andre steder i Europa kom man ud for så store skalleforekomster, der også kunne udnyttes industrielt.

Det fortælles, at op mod 200 mand har været beskæftiget ved skallegravning hver sommer i flere årtier. Det meste af gravningen foregik rundt om på gårdene og blev organiseret af den enkelte landmand. Mange husmænd og arbejdsmænd skaffede sig derefter en hårdt tiltrængt ekstraindtægt ved om sommeren at grave skaller. Disse blev spredt ud på marken, så solen kunne tørre dem, samtidig med at med flere gange rev dem igennem. Derefter kunne de enten på marken eller hjemme blive knust i særligt konstruerede knusetromler. Efter at Odsherreds Jernbane åbnede i 1899, kunne østersskallerne fragtes fra fjorden for en rimelig penge.

Sand og vand
Sand- og jordflugten var et specielt fænomen, flere gange om foråret måtte husmødre fjerne sand og dyndstøv fra vinduer og døre efter de store storme. Dette var også et problem for afgrøderne som blev pisket i stykker. Det største problem var når afvandingsgrøfterne føg til med sand. I 1950’erne rasede der flere gange voldsomme sandstorme og en del sand og dynd skiftede ejermand. Flere gange var der samlet så store sandbanker på vejene, at vejvæsenet måtte komme og fjerne det, som var det snedriver.

En alvorlig sandflugt i 1969 kom til at koste pumpelaget og dermed også fjordens lodsejere et sted mellem 20 og 25.000 kroner. Opgravningen af vandløbene blev efterfølgende gjort af lokale firmaer, som pumpelaget entrerede med. Helt op til 1970´erne var der alvorlige problemer, specielt når der om vinteren ikke var sne, men kun frost, så føg sandet når det blæste op. Sand der føg sammen, blev så hårdt, at man kunne køre hen over vandløbet.

Om foråret når tøbruddet kom, blev flere hundrede tønder land oversvømmet, fordi vandet ikke kunne passere i vandløbene. Foruden den 40 kilometer lange ringkanal, er der på Lammefjorden 50 kilometer med åbne vandløb, der hele tiden skulle holdes fri for sand.

Men det mest kritiske punkt er naturligvis selve dæmningen, på 2260 meter, af den simple årsag, at mange bebyggelser ligger langt under daglig vande. Blev dæmningen gennembrudt, ville konsekvenserne være uoverskuelige. Under 2. verdenskrig stod der i den evakueringsplan, der i starten af 1945 blev godkendt af Statens civile Luftværn, at evakueringen af beboerne fra det nordlige Odsherred skulle ske via Egebjergvej og vejen mod Kalundborg. Man kalkulerede i evakueringsplanen med, at tyskerne kunne finde på at sprænge Lammefjordsdæmningen i luften, således at hele Lammefjorden ville komme til at stå under vand. Det var derfor den gamle vej ud af herredet, der var den foretrukne evakueringsvej.
Men tilbage i 1921 – d. 24 oktober – var det tæt på at gå galt, der kom der hul på dæmningen på grund af et alvorligt stormvejr. Her kæmpede flere hundrede af beboere mod havet, mens deres familier gjorde klar til i hast at flygte op på land, hvis nu vandet skulle bryde igennem.  Beboerne kæmpede den næsten ulige kamp mod havet med sandsække og andet fyld, mens havet tog den ene bid af dæmningen efter den anden. Men mennesket vandt over naturen og dagen efter gik man i gang med genopbygningen. På 14 dage blev der kørt 6000 hestevognlæs fyld på dæmningen. Der blev harpet sten, som løbende blev langt op. Med denne oplevelse i frisk erindring vedtog lodsejerlaget at der skulle være årlige møder om vedligeholdelse og styrkelse af dæmningen.  I 1940´erne var der flere faretruende situationer og løsningen blev en omfattende forstærkning som blev afsluttet i 1953.

Lammefjorden afgrøder – spisekammeret.
I dag bor der omkring 3.246 mennesker på den tidligere fjordbund, og derligger ca. 150 landbrugsejendomme på Lammefjorden, hvoraf det er gårdene som producerer de kendte afgrøderne.

Men der var vel næppe nogen der ved inddæmningens start, havde forestillet sig hvilke optimale betingelser de mange forskellige afgrøder på den inddæmmede fjordbund fik. Kvaliteten af den tørlagte fjordbund var meget forskellig fra område til område. Men omkring 20 % er lerjord, 30 % sandjord og 45 % dyndjord. Resten er blandingsjord. På størstedelen af fjorden lå der imidlertid et tykt dyndlag, dannet af vegetabilske og animalske stoffer ligesom den fine jord, også har et højt naturligt indhold af kalk.
Det er også de specielle forhold der gør den tidligere fjordbund særligt velegnet til dyrkning af specialafgrøder.

Allerede i slutningen af 1870’erne blev de første forsøg gjort med at opdyrke den tørlagte fjordbund med bl.a. fioringræs. I det efterfølgende årti forsøgte man sig også med havre, som blev en succes, men omkring 1890 lå størstedelen af det udtørrede område stadigvæk hen som enge og græsarealer.

Under 2. Verdenskrig blev der dyrket hamp på Lammefjorden. Hamp blev brugt til reb, tovværk og vævning af sejldug og hamplærred.  Dyrkningen af raps og gul sennep blev også intensiveret under krigen, da frøene fra planterne blev brugt til oliepresning og presseresterne som dyrefoder, senere forsøgte man sig også med tobak.

I midten af 1950’erne var det primært tulipaner, der blev dyrket på arealer, som end ikke Holland kunne matche. Flere beretter stadig om det flotte syn, inden blomsterne blev pillet af. Det fortælles at folk kom dertil, i sådanne mængder, at politiet til tider måtte sættes ind for at dirigere trafikken. I Samme periode var asparges og det helt store afgrøde på Lammefjorden.

I 1960´erne var den voksende gulerods- og tulipanavl et arbejdstilbud især til kvinder, børn og unge. Gulerødderne skulle tages op og sorteres med håndkraft, og tulipanhovederne blev skåret af med en kniv, og senere skulle tulipanløgene pilles op og sorteres. Der var brug for mange hænder til de forskellige sæsonarbejder.

Sæsonarbejdet, som det kendes fra tidligere, er stort set overtaget at maskinerne i dag.

Efter 1980 har det primært været gulerødder og kartofler, som Lammefjorden har været kendt for. Men efter år 2000 har også mange forskellige alternative afgrøderne været produceret på Lammefjorden.

Odsherred er forholdsvis nedbørsfattigt, men lammefjordsområdet er, på grund af afvandingskanalerne, begunstiget med gode vandingsmuligheder. Da den naturlige regnmængde som regel ikke er tilstrækkelig, kan landmændene således selv være med til at optimere vækstbetingelserne ved at kunstvande.

Pumpestationen er en meget vigtig faktor for at hele Lammefjorde kan ånde. I 1939 udbygges pumpestationen og 2 nye elektriske pumper tilføjes. Disse blev udskiftet i 2004, og de kan tilsammen pumpe 14.000 m³ vand i timen med en løftehøjde på 7,5 m. Hvis der er meget, er det muligt at tage den gamle pumpe fra 1926 i brug, hvilket giver yderligere 6.000 m³ i ydeevne.