Lørdag d. 19 maj – Afskedsfest for Teisen

Frihedskæmperne fra Odden, Lumsås og Højby havde lørdag aften afskedsfest på pensionatet ”Sjællands Odde” for orlogskaptajn Teisen (red. Niels Juel). I avisen omtales festen kort. I festen deltog sergent Borthweek og 7 menige faldskærmsjægere med de røde Montgomery-huer. De var samme dag kommet til Odden og skulle nu prøve en dansk middag med flæskesteg, ost og is samt tilhørende drikke.

Efter korte taler for den danske og den engelske konge talte pastor Petri på engelsk for englænderne, og  Teisen takkede frihedskæmperne for deres udmærkede indsats uden hensyn til den personlig risiko. ”Odden-afsnittet havde budt på de største opgaver”, berettede Teisen, ”og det er jer frihedskæmper, der har løbet den største risiko under transporterne af flygtninge og våben til og fra Sverige”, sagde Teisen. Kaptajnen nævnte også dr. Lindhardt og personerne fra Lumsås og Klint med centralbestyrer Otto Kaas i spidsen, og en særlig omtale fik de to fiskeskippere Carl Larsen og Aksel Christensen. Desuden var der tale af dr. Lindhardt, der takkede fiskeeksportør Leo Henriksen for hans store arbejde og økonomiske vilje for frihedsbevægelsen, og til sidst takkede den engelske sergent for den overvældende modtagelse, og han roste frihedskæmperne i høje toner.