En episode, der kunne havde udviklet sig, til et egentligt skyderi mellem modstandsbevægelen og tyskerne indtraf om eftermiddagen. Gideon fortsætter:
”Ved 16-tiden indtraf imidlertid en dramatisk episode, der på få øjeblikke blæste gaderne omkring skolen mennesketomme. Skolen blev besat af sværtbevæbnede tyske soldater. Tidligere på eftermiddagen gik der rygter om, at en bilfuld Hipofolk var på vej til byen, og der sattes fordoblet vagt ved alle skolens indgange. Det viste sig dog, at det var en af tyskernes biler, der var reporteret på vejen og en times tid efter havde ca. 100 tyske soldater taget opstilling på gadehjørnerne rundt omkring skolen og på Holtets Plads og ved kirken. De satte maskingeværer i stilling og gjorde geværerne skudklare. Situationen så faretruende ud, ikke mindst da to lastbiler fulde af de bedst bevæbnede frihedskæmpere havde forladt hovedkvarteret for at eskortere arrestanterne til Sindssygehospitalet. En tysk løjtnant (Knapp), der har haft overkommandoen i Nykøbing, indfandt sig på skolen og stillede over for frihedsrådets amtsledelse krav om at få løsladt fire tyske statsborgere tilhørende det entreprenørfirma, der har arbejdet på befæstningsanlæggene ved Kelstrup. Frihedsrådet gik under protest ind på at løslade de fire personer, men det blev gjort klart over for tyskerne, at de ville blive arresteret, så snart kapitulationen var underskrevet. Derefter trak tyskerne sig tilbage, spændingen var udløst og alt blev atter roligt. Episoden var på afstand blevet fulgt af flere hundrede mennesker der havde samlet sig uden for Nykøbing Bankejendom på Algade for at høre amatørorkestret spille. De løsladte var to mænd og to kvinder, tilhørende organisation Todt. De boede i en villa på Rørvigvej og havde lige fået startet deres generatorbil for at slippe væk, da frihedskæmperne kom. Sammen med dem blev en dansk chauffør og en anden medhjælper anholdt. De havde mange tusinde krone i helt nye pengesedler på sig. Flere af frihedskæmperne var i funktion i næsten et døgn, inden de fik afløsning. Lotterne lavede kaffe og kogte suppe i skolekøkkenet under ledelse af formanden, fru overgartner Carlsen, SNS og økonoma frk. Jermer. ”
Vedr. Lotterne, så kunne man læse i avisen, at Lotterne serverede mad til 300 personer. Episoden, Gideon beskriver med pengesedlerne, blev opdaget af redaktør Skodstrup Johansen, der om morgenen d. 5. maj var på vej ind til redaktionen fra hans sommerhus ved Skærby. Da han passerede Todt-hovedkvarteret på Rørvigvej (tyskerens ingeniør- og entreprenørenhed), bemærkede han en lastbil fyldt med pengesedler. Han skyndte sig ned og fik alarmeret politifuldmægtig Fugl på politistationen, som med det samme fik fat i nogle frihedskæmpere, der stoppede lastbilen og ikke mindst sørge for, at pengene kom i de rette hænder, nemlig statens.
Gideon står sammen med løjtnant Knapp. Om det er denne situation, Gideon henviser til i sine erindringer, vides ikke, men det er i al fald løjtnant Knapp og Gideon, der står ved banken. (LHA/BG)
Faktaboks: Todt
Organisation Todt, (efter F. Todt), OT, tysk statsligt entreprenørforetagende, oprettet i 1938. Under 2. Verdenskrig varetog OT entreprenøropgaver for Værnemagten i det tyskbeherskede område, bl.a. Atlantvolden. Det beskæftigede hundredtusinder tyske og udenlandske arbejdere, hvoraf en stor del var tvangsarbejdere og kz-fanger; man benyttede også danske underentreprenører og flere tusinde danske arbejdere på byggepladser i Tyskland og i de besatte områder, herunder Danmark.
Gideon fortæller:
” Lidt senere fik jeg besked om, at tyskerne på Phønix, havde fjernet det flag, vi om morgenen havde hejst på fortovet uden for vort hus. Jeg telefonerede straks til den tyske øverstbefalende, en Kaptajn Z. Zee, der havde kvarter i en stor villa ved Nyrupbugten, og meddelte ham, om han ville sørge for, at de omgående hejste flaget igen. Det lovede han, og flaget kom også omgående op igen. ”
De findes stadig
Da jeg på et tidspunkt besøger familien til politibetjent Niels Poul Christian Olsen, fortæller svigerdatteren, Ida Olesen, at betjent Olsen, som han blev kaldt i byen, skam havde en del våben liggende fra krigens tid. Da man fraflyttede ejendommen i Nørregade, hvor betjent Olsen og hustru boede, fandt de en del våben og håndgranater. Disse er naturligvis afleveret på rette sted. Men jeg har, når jeg har besøgt personer, set mange forskellige våben fra krigens tid. Så de findes stadig. Det er ofte tyske våben og ammunition. Måske det er sket i forbindelse med visitering af tyske soldater, efter befrielsen.
Walther pistol, der blev en modstandsmands eje efter kapitulationen. (Anonym)
Betjent Olsen, på vej ned af Algade
Billede af en paradedolk, som blev taget fra tyskerne efter kapitulationen. (Anonym)
I 2013 blev der bragt en artikel i Nordvestnyt, omhandlende en indlevering af en pistol fra 2. verdenskrig. Indleveringen skete i forbindelse med politiets frit lejde ordning. Pistolen blev afleveret af en borger i Kalundborg, hvis morbrødre boede i Nykøbing under 2. verdenskrig. Vedkommende fortalte, at hans to morbrødre havde stjålet pistolen sidst i 1944 eller begyndelsen af 1945 fra den daværende politistation i Algade 43. Fundet gjorde de to i en skrivebordsskuffe i et uaflåst rum.
Personen fik overdragede pistolen i 1961 med ordene ”pas godt på den, man ved aldrig, hvad der kan ske”. Da personen i dag bor i Kalundborg, blev den i 2013 indleveret der. Hvem disse morbrødre var, blev ikke nævnt i avisen. Så her var et uopklaret punkt, som jeg i forbindelse med bogens tilblivelse, godt ville have et svar på. I februar måned henvendte personen sig, på baggrund af min opfordringer om materiale vedrørende 2. verdenskrig.
Pistolen blev indleveret i 2013 (JH)
Jørgen Hansen fortæller: ”Pistol + 7 patroner blev stjålet af mine morbrødre, Aksel, der døde i 1987 og Poul, som døde i 2009. Morbror Poul har fortalt, at de under indbruddet hørte tyske vagter gå rundt i rummet ved siden af, og han og Aksel havde aftalt at skyde løs, hvis døren gik op. Det gjorde den ikke, og tyskerne forlod bygningen igen.”
Da Jørgen fik overleveret pistolen, var han på det tidspunkt soldat og havde haft meget med våben at gøre.
Brødrene hed Henriksen til efternavn og var begge ansat på kassefabrikken på Gasværksvej. Axel var en del af det lokale vagtværn, og ses på billedet af vagtværnet, tidligere i bogen. Poul var det, man kaldte “føl” og uniformeret.
Tilbage til anholdelserne i Nykøbing. Gideon fortæller:
”Frihedskæmperne foretog i Nykøbing i løbet af lørdagen ca. 35 anholdelser i Odsherred. Det drejer sig om fremtrædende nazister, stikkere og piger, der har søgt tyskernes selskab. Nogle steder ventede man, at de pågældende ville gøre modstand og sendte en talstærk styrke ud at foretage arrestationen, men det kom ingen steder til skyderi.
De arresterede anbragtes i skolens gymnastiksal, hvor de blev beordret til at sidde langs ribberne med ryggen mod salen og hovedet mellem hænderne. De var skarpt bevogtede, blandt andet af en ung kvindelig frihedskæmper med revolver. Efter en foreløbig afhøring i et af skolelokalerne, foretaget af fuldmægtig Fugl og overbetjent Jørgensen, førtes de i en rutebil ud til SNS, hvor der var gjort plads til dem i en af afdelingerne. Tre af dem blev løsladt, da det viste sig, at deres forhold ikke var af en sådan art, at der ikke var grundlag for at beholde dem. Hver gang en af bilerne bragte arrestanter til eller fra skolen, jublede menneskemængden på gaden udenfor. ”
Turen går til SNS. (LHA/BG)
Den kvindelige frihedskæmper, med revolver, som Gideon nævner, kan kun være hans datter, Bessie. Anholdelserne forløb som Gideon beskriver, uden de store problemer, men i Vig opstod der en dramatisk situation, da frihedskæmperne kom og skulle hente en dame. I det øjeblik de trådte ind af døren, tog damen gift, og avisen beskrev, at hun i bevidstløs tilstand nu lå på sygehuset i Nykøbing.
Vagtposter ved indgangen til gymnastiksalen på Grundtvigsskolen. Fra venstre Bjørn Poulsen, Erik Brædstrup, Johannes Vedde, de to sidste er ukendte. (BG)
Folk sad på skamler i gymnastiksalen og ventede på, hvad der videre skulle ske med dem. (BG)
Med en meters mellemrum sag de og ventede. (BG)
Et kik ind i gymnastiksalen, hvor de anholdte stikkere og værnemagere blev anbragt på skamler langs væggen. De skulle sidde med ansigtet ind mod væggen, mens skarpt bevogtede frihedskæmpere sørgede for, at de ikke talte med hinanden. Billeder som disse skulle have været vist i aviserne, men de blev i sted censureret væk, sikkert at frygt for retssager. For personerne på billederne var endnu ikke blevet dømt eller frikendt. (IR)
De anholdte føres ud fra gymnastiksalen og herefter videre til SNS. (IR)
Midt i billedet ses, med hænderne i lommen, frisørmester H.O Pedersen. Den forreste kvinde er på vej til afhøring. Hun er på vej ud af gymnastiksalen, og på vej over i hovedbygningen, hvor der var afhøringslokale. Bessie Gideon ses bag hende i den hvide cottoncoat, holdende en pistol pegende mod kvinden. Bessie har fortalt at det var både for at passe på hende, og også for at sikre at hun ikke blev overfaldt, for hun var endnu ikke dømt. (IR)
På vej til den ventende bus, der kørte til Skovhus – i dag bærer det navnet Elmehus (Dette er en korrektion fra tidligere. red. april 20). (IR)
Trængsel i et af klasseværelserne på skolen. (BG)
Der var ikke senge til alle i starten, så halm udgjorde en midlertidig seng. (IR)
D.K.B´erne arbejdede døgnet rundt
Den 4. maj 1965 udtaler Gideon i HAV følgende: ”Vi havde i dette arbejde en stor hjælp af Danske Kvinders Beredskab (D.K.B), hvis medlemmer — ca. 40 — mødte fuldtalligt op på skolen den 5. maj og arbejdede i døgndrift de følgende dage med at lave mad og lave mad og lave mad…”
Først skal vi lige huske, at Henrys erindringer ikke er skrevet umiddelbart efter krigen, hvorfor denne navneforvirring mellem D.K.B og Lotterne opstod. Lotterne var i starten et kælenavn på pigerne i D.K.B.
Fra venstre: ”Fido” Halfdan Nielsen, Rigmor Vedde og Winnie Vedde. (BG)
I skolekøkkenet ses Gideon siddende bagved. Fra venstre: Winnie Vedde, Vibeke Gideon, ukendt, fru Carlsen og økonoma frk. Jermer, den sidste med ryggen til, i højre side af billedet er ukendt. Når man læser aviserne på dette tidspunkt, så er det begrænset, hvad der står om disse Lottere. Men de skiftes til at sørge for forplejningen for de lige så travle modstandsfolk. Bessie fortæller, at der i hendes mors dagbog, lige efter befrielsen, står vagt flere dage i træk, til fordel for andre aktiviteter som så var blevet flyttet. (BG)
Hvad Skodstrup Johansen fortalte
I 1995, blev H. Skodstrup Johansen, som på det tidspunkt var bosiddende i Skårup på Fyn, interviewet af avisen, som han havde været redaktør på.
Avisens udsendte spurgte:
”Hvordan var det at være journalist, når man ikke kunne skrive alt?”
Skodstrup Johansen svarede:
”Det var selvfølgelig lidt mærkeligt, men vi lærte hurtigt at fortælle mange ting mellem linjerne. Egentlig synes jeg, vi stort set fik det hele med.”
Det, Skodstrup Johansen ikke måtte skrive i avisen, berettede han om, når han på cykel kørte rundt for at deltage i møder overalt i herredet.
”Det var ofte strengt, når man en vinternat stred sig vej gennem snedriverne og først nåede hjem kl. 3, og så igen skulle være frisk på kontoret kl. 8 næste morgen”, fortsætter Skodstrup Johansen, der engang nåede toppen af Høve Stræde og derefter gled og faldt ned på ryggen, alt mens cyklen med filmapparatet i en trækasse på bagagebæreren kurede ned for foden af bakken.
Skodstrup Johansen var efterretningsmand og fik sine ordrer og opgaver direkte fra Sjællandsledelsen eller Frihedsrådet.
”Jeg blev opfordret til at være med i sabotørvirksomhed, men af hensyn til bladet kunne det ikke lade sig gøre. Derimod sagde jeg ja til at indsamle oplysninger. Jeg husker blandt andet, at vi indsamlede oplysninger om en større kran, der blev opstillet på Gniben. Den var der i sabotørkredse planer om at sprænge i luften, men her fik jeg ordre på, at det ikke måtte ske, fordi englænderne skulle bruge den efter krigen, og den besked måtte jeg jo så videregive. ”
Skodstrup Johansen fortæller også om, hvordan han og andre godt vidste, at der var noget i gære, men man talte aldrig indbyrdes om, hvad det var, man lavede.
”Jeg gik eksempelvis altid under jorden og tog ophold hos pastor Chr. Petersen i Vig. Han havde nok en fornemmelse af, at jeg var med i noget, men jeg vidste ikke noget om hans aktiviteter. Jeg sov altid i det samme kammer, og efter krigen fik jeg oplyst, at loftet over kammeret var fyldt med våben, idet det jo var Chr. Petersen, der skulle stå for sikringen af Skamlebæk Radio den dag, hvor englænderne gik i land i Danmark. For øvrigt var hans kone Agnete heller ikke klar over, at der lå våben deroppe. ”
Skodstrup Johansen havde det på samme måde med læge Fonnesbech-Wulf, Nykøbing, som han ofte besøgte og snakkede med.
”Vi talte meget sammen, og jeg besøgte ham og Chr. Petersen meget ofte, men vi talte aldrig om det. Om sine oplevelser i Nykøbing under krigen fortæller Skodstrup Johansen videre, at modstandsfolkene i Odsherred jo havde den fordel, at Gestapo altid kom fra Hundested, når der var noget galt. Vi fik altid besked af havnemesteren i Rørvig. Han ringede, når han så, båden sejlede fra Hundested, og så var vi en del, der gik under jorden, fortæller Skodstrup Johansen, der dog mere end en gang blev hed om ørerne. Vi havde kontor på Algade ved siden af Buurgaard, og jeg sad en dag og talte i telefon, da jeg pludselig hørte støvletramp, der hastigt nærmede sig. Jeg var straks klar over, at den var gal, og overvejede om jeg skulle springe ud gennem et vindue, men opgav det og fortsatte min telefonsamtale. Pludselig kom en menig tysk soldat ind på kontoret, stillede sig lige foran mig, mens en officer tog opstilling på trappen. Da telefonsamtalen var slut, spurgte jeg naturligvis, hvad han ville:
”Jeg vil gerne annoncere efter en kokkepige”, lød svaret på klingende sønderjysk. Det viste sig, at den menige var sydslesviger og blot skulle hjælpe officeren med at skaffe ham en kokkepige. ”
Skodstrup Johansen samlede også opløb foran sit kontor, da han i udstillingsvinduet opsatte et Norgeskort og hver dag med knappenåle fortalte om, hvor langt englænderne var nået.
”Så fik jeg besøg af politifuldmægtig Fugl, der gav mig besked om at stoppe, fordi det samlede opløb på gaden, der herved trafikalt blev spærret. Det kunne man ikke have. ”
Skodstrup Johansen gentog dog succesen med et Ruslandskort, hvor han på samme vis tilkendegav tyskernes tilbagetog. En dag, hvor han kom tilbage til kontoret og så, at der blandt de mange tilskuere var to tyske officerer, frygtede han igen, at det var sket. Men de var på det tidspunkt lige så interesseret i tilbagetoget som danskerne. Skodstrup Johansen havde også kontakt med røgeriejer Leo Henriksen, Odden, vedrørende folk, der skulle skaffes til Sverige, og han forestod også uddeling af illegale blade i Nykøbing, hvor han og hustruen Elisabeth om aftenen stoppede bladene ind gennem brevsprækkerne visse steder i byen.
Her et udpluk at de forskellige illegale blade.
”En dag blev jeg telefonisk kontaktet af stationsforstander Aage Windeløv, som oplyste, at der lå en pakke med blade, hvor indpakningen var revet godt i stykker. Da der var mange tyskere til stede, turde han ikke have dem liggende alt for længe, og så måtte jeg jo hente dem skyndsomst”.
I en artikel i Holbæk Amts Venstreblad d. 29. januar 1983 beretter Frede Hemmingsen også om, hvordan de illegale blade kom til Nykøbing. Frede arbejdede på kommunekontoret i Nykøbing.
”Odsherredsbanen transporteredes også, gratis, besættelsestidens illegale blade til Nykøbing, hvilket får mig til at berette om en lille selvoplevelse. En weekend, hvor jeg havde min kæreste på besøg, slog vi en smut ned om stationen og hentede to ruller med illegale blade, som vi lagde i hendes cykelkurv.
I det fine sommervejr fik vi lyst til en is, hvorfor vi faldt inden for i isbaren ”Hos Kai”, medbringende kurven med rullerne. Netop som isen var serveret, bremsede en tysk lastvogn, spækket med de grønne politisoldater, op uden for isbaren, og de kom stormende ind. Razzia, tænkte vi. Lad os komme ud i en fart med vore blade. Vi måtte lade is være is og listede ud. Det viste sig imidlertid, at det ikke var razzia, men at tyskerne kun ville købe is, men det kunne vi jo ikke vide. ”
Tidligere har jeg været inde på de illegale blade, som Svend Bertelsen var med til at lave, hvor de selv stod for distributionen. De illegale blade der omtales her, er de blade som f.eks. blev produceret i storbyerne.
Egebjerg, Højby, Vig, Hønsinge, Asnæs og Fårevejle
I Egebjerg var der begravelse. Få dage før kapitulationen blev den 25 årige frihedskæmper gartner Kjeld Sivertsen skudt under en aktion i København. Kjeld kom fra Egebjerg, hvor han havde været i lærer hos gartner Jensen, fra Bråde, som også talte for Kjeld til slut i begravelsen. Om tirsdagen var der mindegudstjeneste ved pastor Landbo for de 4 faldne med tilknytning til Egebjerg. Ud over Kjeld Sivertsen, var det Harry Christensen, forlagsboghandler Bierberg og Finn Rasmussen
Da befrielsesbudskabet kom den 4. maj om aftenen, samledes frihedskæmperne med de våben, som de nu havde fået, i præstegården. Pastor Petersen og flere modstandsfolk tog ned til Høve Sanatorie, hvor Pedersen forhandlede med den tyske kommandør, hvordan de tyske soldater skulle forholde sig efter afvæbningen.
Hovedgaden i Vig. Fra venstre: Den første person er ukendt, parcellist Hans Kristian Andersen – med en Sten gun, næste person er ukendt, herefter er det parcellist Peter Marius Pedersen, Jyderup. (OLA)
I Vig Præstegård om morgenen d. 5. maj. Fra venstre: Første person er ukendt, tømrer Valdemar Jensen, Ll. Egebjerg, slagtermester Vagn Nielsen, kontorassistent Edith (efternavn ukendt) og Knud Jensen fra Kelstrup. (OLA)
Modstandskæmperne samles i præstegårdens have om morgenen d. 5. maj 1945. Forrest til venstre Knud Jensen, Kelstrup. På trappen tømrer Valdemar Jensen, Ll. Egebjerg. De to personer i lyse jakker er ukendte. (OLA)
Under 2. verdenskrig var Hønsinge en typisk dansk landsby med huse, gårde, købmandsforretning, skole og på toppen af bakken tronede Hønsinge Mølle. Der blev også dannet en militærgruppe, hvis medlemmer fra Hønsinge var parcellist Asbjørn Andersen, gdr. Poul Hansen, arbejdsmand Herman Marius Knudsen, gdr. Hans Kristian Larsen, forpagter Arne Brendstrup, tjenestekarl Helge Peter Andersen, møllersvend Johannes Jensen, fra nabobyen Lille Egebjerg, gdr. Ejnar Ovesen og muligvis også Erik Henning Olsen fra Bolbjerg.
Annie Brydegaard Danielsen refererer fra folks erindringer i Hønsinge:
”Gruppens leder, Asbjørn Andersen, boede med sin familie på en mindre landejendom Nykøbing-Slagelsevej 18 i Hønsinge. En dag stod sønnen Knud og så ud af vinduet, da slagtermester Vagn Nielsen fra Vig kom kørende ind på gårdspladsen. Hvilket fik Knud til at sige: Nu kommer slagteren, hvad skal han, far? Asbjørn skyndte sig at sige: Han kommer med et kalveskind. En dreng på 5-6 år skulle jo ikke vide, at slagteren kom med et gevær til sin far.
Tyskerne kørte regelmæssigt gennem Hønsinge. En dag pastor Christian Petersen var på cykeltur med sine 4 sønner, havde tyskerne sat pigtrådsspærring med spanske ryttere på vejen. Tyskerne så på drengene, hvor af en var lyshåret, to havde bølget sort hår og stort fuldskæg og den fjerde mindre hårfager. Som den ægte sønderjyde og frihedskæmper pastor Petersen var, ville han ikke finde sig i situationen og råbte brysk på sit perfekte tyske: GERADE AUS! Det fik de tyske soldater til at klappe hælene sammen, trække de spanske ryttere til side og sige: Sieg Heil, så mændene kunne cykle videre. Folk, som havde set optrinnet, åndede lettet op og godtede sig.
Efter krigen blev det tradition, at de tidligere frihedskæmpere samledes hos Agnete og Christian Petersen i Vig Præstegård den 4. maj. Oplevelsen med pastoren, der i Hønsinge havde kommanderet tyskerne ”gerade aus”, gik fra mund til mund i Odsherred langt op i 1960’erne. Historien om pastoren morede den unge nybagte lærerinde Grethe Andersen sig over på Jyderup skole. Hun kendte kun Christian Petersen som en venlig mand, der kom til den årlige eksamen på skolen. Hvilket hun benyttede sig af og sagde til sine elever: Det er vigtigt, at I gør jer umage med tysk, når nu pastor Petersen kommer og overhører jer i tysk til eksamen.
Den 5. maj om morgenen var undergrundshærens medlemmer fra det sydlige Odsherred blevet samlet i præstegårdshaven i Vig. Pastor Petersen havde læst reglerne fra Frihedsrådet, hvordan anholdelsen af tyskvenlige danskere, stikkere og tyske flygtninge skulle foregå. Inden de i deres grupper tog ud for at finde de personer, som skulle hentes ind til afhøring, begyndte kirkeklokkerne at ringe i Vig kirke og over alt i Danmark. Pastor Petersens ro og myndighed smittede af på de forsamlede mænd. Resultatet blev, at selvom nysgerrige danskere mødte frem for at følge med i begivenhederne rundt omkring i det sydlige Odsherred, foregik anholdelserne under rolige former.
Tre frihedskæmpere fotograferet den 7. maj 1945 i Hønsinge. Knud Asbjørn genkender sin far, gruppefører parcellist Asbjørn Andersen fra Hønsinge i midten og til højre gdr. Ejnar Ovesen fra Lille Egebjerg. Til venstre synes Knud Asbjørn, at det ligner Henning Olsen på Bolbjerg. (OLA)
Omkring Fårevejle havde pastor Christian Petersen i Vig også fået samlet nogle modstandsmænd. Sekondløjtnant, godsejer Johan Frederik Bøttger, Dragsholm Slot, blev udpeget som distriktets næstkommanderende med kaptajn Helmer Nielsen fra Holbæk som chef, samtidig blev Bøttger leder af Ordrup-Fårevejle-Dragsholm med 2 delingsførere og 47 menige.
Officiant Anders Jørgen Christoffersen blev leder og gdr. Hans Trier Hansen næstkommanderende af Vallekilde-Hørvegruppen med 3 delingsførere, 13 gruppeførere og 58 menige. Overofficiant Søren Kristian Hansen-Sørensen blev chef for Svinninge-gruppen med 5 gruppeførere og 23 menige.
Det var personer som Emil Madsen, Fårevejle, Christian Hansen, Adelers Allé, og skovfoged Julius Wøldiche Madsen, Kårup Skov, der kendte området godt. Men nye dansksindede personer var der også plads til. En af dem, praktikant Niels M. Nielsen fra Ubby ved Jerslev, var under krigen assistent hos landbrugskonsulent Damgaard i Fårevejle Kirkeby. Niels M. Nielsen kom via Fårevejle FDF med i modstandsarbejdet. Han ledede våbengruppen, der holdt til på Fårevejle Højskole, og de var blandt andet med i våbennedkastning i Kårup skov.
Tjenestegørende kaptajn Schou og oberst C.D.O. Lunn, Holbæk Kasserne, medvirkede til oprettelsen af 4 våbendepoter på forskellige godser, hvor våben fra Holbæk Kasserne blev gemt. To af de hemmelige depoter med stjålet dansk militærudstyr blev hos henholdsvis sekondløjtnant godsejer Valdemar Michael Treschow Toftlund, Mørkøv, og oberst Lunn forvalter på Strentebjerg og Knabstrup Hovedgård.
Et tredje depot var hos godsejer Bøttger på Dragsholm Slot med våben fra oberst Bennikes 4.regiment/Roskilde. Efter tyskerne havde indført undtagelsestilstand i Danmark den 29. august 1943, var der indbrud i depotet. Eleven Anders Bjørnvad fra Sorø skriver, at tyven var en lokal nazist, som senere blev pågrebet. Godsejer Bøttger ønskede derfor at meddele Schou, at depoter var opdaget; men som officer var kaptajn Schou interneret på kasernen. Det lykkedes dog at få en samtale med Schou gennem et gitter. Schou rådede Bøttger til at kontakte politifuldmægtig Mogens Christian Fugl i Nykøbing Sjælland, som var en særdeles pålidelig mand.
Fugl fik organiseret, at politibetjente på skift holdt vagt ved depotet på Dragsholm. Men desværre var tyskerne blevet gjort opmærksomme på depotet, så betjentene måtte forlade bygningerne. Da den tyske kommandant fra Holbæk mødte op og ville have en forklaring, lykkedes det Bøttger i første omgang at snakke sig ud af sagen. Den 8. februar 1944 ankom 4 dystre Gestapo’er for at tale med godsejeren. Bøttger sprang ud af et vindue, og det lykkedes ham at flygte.
Våbnene gik tabt; men Bøttger kunne efter en tid vende tilbage til Dragsholm Slot. Bøttger havde fået nye interesser. Han gik under dæknavnet Jens, da han i 1944/45 dannede ventegrupper på initiativ fra Ringen omkring Fårevejle. Grupper af personer som organiserede logi og flygtningetransporter til Sverige.
Frihedskæmpere opstillet til mønstring ved avlsbygningerne på Dragsholm Slot maj 1945. Yderst til venstre den 34-årige godsejer J. F. Bøttger. (OLA)
På et gruppemøde med de mange kendte venner fik de instruktion og information, og opgaverne var store. Grupperne i Ordrup, Fårevejle og Dragsholm havde omkring 500 tyske soldater på Dragsholm Slot og Skamlebæk, som de skulle klare, med Skamlebæk Radiostation intakt. Kystradiostation overvågede skibstrafikken og var sender til skibsfart i hele verden. Helge fortæller, at de var alle mere eller mindre bange.
Pastor Christian Petersen fortæller om, at der var konkrete planer om at angribe Skamlebæk Radiostation, dog uden det blev ødelagt. Petersen erkender dog i sine breve, at det næppe var lykkedes at gøre det. Fordi radiostationen var godt forsvaret, så han og de andre frihedskæmpere var sikkert blevet skudt i stumper og stykker af tyskerne, hvis de havde gennemført sabotagen.
Forrest tv. ses i uniform skovfoged Julius Wøldiche Madsen, Kårup Skov. I rækken bagved som nr. 4 ses Christian Hansen, Fårevejle og bagved ham til højre ses den markante kunstmaler Henry Wibroe Bech med baskerhue fra Kårup/Ordrup. Stående som nr. 2 fra højre ses sekondløjtnant godsejer J. F. Bøttger, Dragsholm Slot. (OLA)
