I dag for 100 år siden løb vandet for første gang.

Vandtårnet i Nykøbing, eller skaktårnet som det også kaldes, er byens varetegn. Hver aften oplyses dette majestætiske tårn, som leder tankerne hen på resterne af en borg, og byder alle velkommen ved indfaldsvejen til byen. I julemåneden lyser det ekstra, med et juletræ på toppen. Konkurrencen som alle har prøvet, om hvem der ser vandtårnet først, når men kom igennem det lange sving ”på vej hjem”, er gået i arv gennem generationer.

Vandtårnet har nu fået en storbror, sneglehuset, der er i gang med at blive opført. Der er tale om en genistreg i landskabet, et flot arkitektonisk arbejde, der også kan tåle af blive fremhævet om aftenen.

En spændende historie
Men vandtårnet gemmer på en meget spændende historie. En historie om vandmangel, ekstra ordinære byråd og protester om rørføring og meget andet. Denne spændende historie, som foregik for præcist 100 år siden, skal vi beskæftige os med de kommende uger.

I Odsherreds Tidende, kunne man i juli måned 1913 læse, at man for at kunne forsyne Sindsygehospitalet med vand, måtte lave en tredje boring i Rørmosen, hvor der samtidig skulle anlægges i pumpestation. En samlet udgift på kr. 25.000. Det årlige forbrug af vand, var på det tidspunkt ca. 50.00 kbm.  Men med et årligt forbrug anslået til 70.000 kbm alene til Sindsygehospitalet, måtte man i en fart lave endnu en boring. Byggeriet af Sindsygehospitalet var på det tidspunkt i fuld gang og til dette skulle der bruges meget vand.

Vandtårnet
Tegninger og projektering blev udført af ingeniør G.R. Øllgaard. Georg Rasmus Øllgaard (1868-1946) var i 1890’erne ansat ved Gentofte kommune og Københavns vandværk. I 1902 stiftede han det rådgivende ingeniørfirma med speciale i vandtårne og vandværker. Øllgaard byggede efterfølgende vandtårne overalt i Danmark.

Vandtårn i danmark

Hvor skulle vandtårnet placeres?
Ingeniør Øllgaard havde lavet 3 forslag, der skulle tages stilling til. Forslag 1 og 2 mindede om hinanden. På Mosbybakken skulle der opføres en højdebeholder med en ledning langs med henholdsvis Egebjergvej eller Amtsvejen.

Det blev forslag 3 som blev besluttet. Et vandtårn, opført på den gamle høj uden for byen og med ledning til hospitalets grund. Den gamle høj kaldes tidligere GaIgebjerg, for det var her folk blev henrettet, ligesom tyvene blev brændemærket af mestermanden (byens bøddel).

Vandtårnet kostede kr. 10.000 at opføre og der var budgetteret med et ledningsarbejde på kr. 7.200. Arbejdet i Rørmosen kostede kr. 25.000, alt i alt en lidt dyrere løsning.  Forslag nr. 3 tilgodeså også en udvidelse af byen. En samlet udgift på kr. 50.000 blev der budgetteret med for hele projektet. Byrådet besluttede efterfølgende denne plan enstemmigt.

Fra vandværkets placering i Rørmosen, er der til hospitalets port en højdeforskel på 32 meter.

Selve tårnet der er 19 meter højt, kan rumme 80 m3 vand.  Omkring tårnet, er der jordtanke som indeholder 1600 m3 vand.

I bygningsregistranten for vandtårnet og lokalplanen for området skriver Finn Mørup blandt andet: Et meget velproportioneret vandtårn opført i rendyrket historicisme med stilelementer med reference til et „borgtårn“. Tårnet er opført i rødehåndstrøgne sten med en cirkulær grundplan. Tårnet er afsluttet med en murkrone med tinder – skydeskår – (kreneleret), profileret murværk med buer under murkronen og vinduer udført med rundbuer fuldender den romantiske forestilling om et middelalderligt fæstningstårn. Vandtårnet har en højde på 19 meter og er typisk for de første vandtårne i Danmark

I april måned 1914, kunne man læse, at byen i nogle dage havde været ude vand. Det kom som en stor overraskelse for mange af byens borgere. Kritikken var stor, for vandværksudvalget havde ikke informeret borgerne om hvad årsagen var, og hvornår denne kalamitet (katastrofe) ville stoppe. Flere stod i badet eller var i gang med hovedrengøringen da vandet pludselig udeblev, byen var med ét uden vand.

Byens gamle brønde, som endnu ikke var dækket til, kom i brug igen. Flere af byens borgere stillede også deres private brønde til rådighed. Men brøndene dækkede kun det allermest nødvendige behov.  Vandværket kunne ikke følge med, med hensyn til at levere vand og byggeriet på Sindsygehospitalets. Vandværksudvalget kunne dog i perioder slappe af – det skete flere gang, at der var strejke på byggepladserne på Sindsygehospitalet. Noget der den gang fyldte meget i aviserne. Der var kritik af vandværksudvalget, som ikke havde sørget for, at få den nye boring på plads, så man derved kunne have undgået denne vandmangel. Det havde tidligere gået, at man i søn- og helligdage kunne pumpe vand op på forskud, men opbevaringsmulighederne var små. Man manglede i den grad et sted til at opsamle vandet – et vandtårn. For at kunne følge med på bedst mulig måde, sled man på de gamle boringer.  Vandværkets formand Otto Larsen, var bortrejst, telefonen svarede, ikke når man ringede til vandværket. En hel uge stort set uden noget vand til byen, kunne borgerne ikke acceptere. Vandværkets bestyrer Hr. Eriksen, kunne dog informere om, at vandstanden i boringen findes ved 8 meter, og da pumpens sugeevne kun går til 6 meter, giver det sig selv, at man ikke kan pumpe, når vandstanden var omkring de 6 meter. At det også havde været varmt det sidste stykke tid, gjorde de ikke bedre. På slagteriet, som i 1914 lige var åbnet, havde man lige fået gang i det store køleapparat, som også skulle bruge en del vand. Byen manglede i den grad vand. Konklusionen blev at man lukkede for vantilførslen til Sinssygehospitalet, for man ville som det stod i avisen ”først og fremmest tilfredsstille byens borgere”.

Otto Larsen måtte forklare sig

Men man løb ind i nye problemer, for der var nu opstået et problem omkring placeringen af rørledningen fra boringen til vandtårnet. Vandværksudvalget og Lodsejer Møller, B. Larsen, Nygaard kunne ikke blive enige om en placering af rørledningen på hans mark. Han ville ikke tillade en ledningsføring over hans mark uden at han fik en rimelig betaling for dette. Man måtte derfor ty til en ekspropriationsforretning, men en langsommelig papirgang i ministeriet gjorde, at man nu have en by ude vand og byggeriet på hospitalet oplevede i sagens natur også problemer – for det var svært at bygge uden at have vand til rådighed. Man sendte derfor en mand af sted til København for at få gang i ekspropriationsforretning. Byrådet havde endnu en gang sagen oppe, denne gang på et ekstraordinært møde, og Otto Larsen var kaldt ind for at kunne forklare og svare på spørgsmål.

Møller B. Larsen en stejl og stridig lodsejer
I marts måned 1914, sender B. Larsen fra Nygaard, et lagt brev til avisen. Han ønskede at redegøre for, hvordan han opfattede sagen. Årsagen var uden tvivl på grund af et pres fra byens borgere, som efterhånden havde set sig lidt sur på manden fra Nygaard, som var årsag til at der ikke var noget vand i hanerne. Udvalgte ville gerne have tinglyst en servitut på ejendommen. Dette mente B. Larsen ville forringe ejendommen, og tonen var ikke den bedste, for en af vandværksudvalgets medlemmer havde kaldt Larsen for ”stejl og stridig”. For rørføringen forlangte Larsen, til sidst kr. 200, mod at det skulle være færdig inden 1. april elles ville udvalget skulle betale dagbøder til Larsen på kr. 3 pr. dag. Dette ville udvalget ikke gå med til. Årsagen til den 1. april, var at der ikke skulle garves og arbejdes på marken, efter den var sået til. Larsen ville også have en vej anlagt ned til boringen, mod betaling kr. 500, således at man, når pumperne skulle tilses, ikke brugte den nærmeste vej hen over marken. Larsen kunne jo oplyse at kommunens og vandværkets folk ofte lagde vej forbi boringerne. Ingeniør Øllgaard, der var medlem af udvalget som stod for byggeriet, tilbød kr. 380 – Larsen gik ned på kr. 400 men ifølge hans brev til avisen, så hørte han aldrig mere fra herrerne fra udvalget. Larsen afslutter sit brev til avisen med ”B. Larsen slutter med at pointere at han på alle stadier har været villig til at forhandling, og når disse er løbet ud i sandet, er skylden herfor udvalgets, der også kommer til at bære ansvaret for de opslående kalamiteter med vandmangelen i byen”.

Lindealle

En løsning syntes på vej
Hegnsfoged Helms, fra Holbæk, havde i en uge prøve at finde en løsning mellem partnerne, uden positivt resultat. Så i juni måned 1914, var det blevet tid til ekspropriationsforretning. Det blev fundet en løsning mellem Larsen og udvalget – Larsen gik med til at få kr. 250 i erstatning for at få ført ledningen over hans jord. En bedre løsning kunne han dog havde fået – da udvalget for flere måneder siden tilbød ham kr. 200 plus fri vandledning.
I et referat fra byrådet fremgår det, at man meget tidligere kunne havde fundet en løsning, hvis ikke der havde været så mange krav fra B. Larsen. Begæringen blev afsendt i februar 1914 fra borgmesteren. Først i juni havde ministeriet fundet de personer, der skulle være med i en ekspropriationsforretning og på deres første møde i juni blev der fundet en løsning. Rygter gik ellers i byen på, at der først d. 22. april var sendt et brev af sted til ekspropriationsudvalget men dette kunne borgmesteren på det kraftigste afvise.
Der blev nu arbejdet hurtigt, for byen manglede stadig vand, ikke mindst fordi sommeren også gjorde sit til at forværre vandmanglen. Kritikken blev i avisen nu rettet på at arbejdet gik for langsomt og udvalgs formand Otto Larsen måtte igen forklare sig til byrådet. Ledningen skulle føres under jernbanen og hovedlandevej så dette ville yderligere forsinke arbejdet.  Otto Larsen oplyste at der arbejdede 7 mand på gravearbejdet. Det var entreprenør I. Nielsen som stod for gravearbejdet og han havde lånt 3 mænd fra udvalgs formand Otto Larsen som også var entreprenør.

Udsigt 1

Så kom vandtårnet i brug
Sidste afsnit om vandtårnet. Torsdag d. 18. juni 1914 var en stor dag for byen, her blev vandtårnet for første gang taget i brug, idet ledningen fra Rømosen blev tilsluttet vandtårnet som i mellemtiden var blevet færdigt.  I den anledning blev flaget hejst på toppen af byens nye varetegn.  Vandet løb nu for første gange fra vandtårnet og der var rigeligt med vand, men det smagte fælt af asfalt, men dette aftog efter et par dage. Rygterne om at tilslutningen var en realitet havde uden tvivl bredt sig hurtigt. I dagene efter blev der brugt dobbelt så meget vand, som før vandmanglen satte ind. Mon ikke byens borgere hamstrede, for at være på den sikre side.

Sprøjtemønstring
I juli måned 1914 kunne man så holde sprøjtemønstring, for nu var der igen vand i byen. Man kunne glæde sig over, at der i perioden med vandmangel ikke var opstået nogle brande i byen. Det ville have haft fatale konsekvenser. Men fremmødet var ikke så stabilt til den første sprøjtemønstring, hele 21 mand udeblev, og disse kom efterfølgende i retten og fik en bøde. Som det fremgår af den manglende tilslutning, så var sprøjtemønstringen ikke noget man så frem til i byen, hvilket fremgår af den efterfølgende historie, som er foregået lidt tidligere end i 1914:

Særlingen Johan Dam
I byen var der flere særlinge en af dem var Johan Dam. Han levede så godt som hele sit liv ude på loftet i en lade på havnen.  Det eneste han ejede var de sække, han lå på. Han spiste hovedsagelig rå klipfisk og brændevin, ja, han gik ikke af vejen for at spise rå fisk, som han fik af havnens fiskere.  Han havde tilnavnet »Uglen«, og gik sommer og vinter med en gammel grønlig stiv hat, islændertrøje og store franske træsko.  Sprøjtemønstring som blev afholdt to gange om året, så Johan Dam hen til med længsel, for byens borgere kunne slippe for at møde ved sprøjterne ved at lade en mand stille i stedet, og så skete det ofte, at flere af byens købmænd sendte bud efter Johan. Men Johan var smart, for så gik han rundt og spurgte, hvad de bød, og på den måde fik han gerne budt prisen op.  Han endte i reglen ude hos Konsul Nielsen på Vesterbro, som gav den for Johan svimlende sum af kr. 2,50. Konsulen brød sig ikke om at stå på torvet og slæbe i pumperne.  Den gode Johan Dam levede de følgende dage som en bedre boheme, og drak cuba rom, der kostede 85 øre pr. flaske, tappet fra tønde.

Åbent tårn
Under 2. verdenskrig, blev vandtårnet brugt som udsigt post, lige som det også var gældende med vandtårnet i Klitborg. At der om sommeren er åbent tårn, må det vel hedde, er en god lejlighed for alle til at komme forbi og se den vidunderlige udsigt. Selve vandtårnet er 19 m. højt – og når du står på toppen er du 56 m. over havets overflade – på en god da fortælles det at man kan se til Kullen i Sverige.