I forbindelse med de kommende 14 dages Real-time tweets om befrielsen i Odsherred, er det god grund til at blive introduceret til de forskellige personer, som har gjort min bog om 2. verdenskrig muligt.
Dette er forordet til bogen, som jeg levede i 2015.
Jeg gik på Grundtvigsskolen i Nykøbing, og havde Roland Toft som klasselærer, en dejlig lærer, der altid kunne fange vores opmærksomhed. Det skete ikke mindst, da han en 5. maj, sagde at vi netop i dag skulle analysere ”En lærke letted”. For han ville fortælle noget om denne specielle dag i danmarkshistorien.
Netop dén dag, fortalte han, måske mere arrangeret og bevægende end nogensinde, om da Danmark blev befriet –om hvordan han oplevede det. Man kunne have hørt den berømte knappenål ramme gulvet, der var bare ro i klassen. På samme måde, når han tog sin lille spillemaskine frem, der kunne spille ”Happy birthday”, når en fra klassen havde fødselsdag.

Sangen, der lå i Knud Lundbergs materiale.
De 45 minutter gik hurtigt, men han kunne havde brugt mere tid. Roland Toft er desværre ikke blandt os længere, og jeg ærgrer mig over, at jeg aldrig fik spurgt mere ind til, hvad han vidste.
Jeg husker også, vi havde featureuge – sådan hed det vist. En uge, hvor alle elever fra skolen var blandet på tværs af klasetrin, og her arbejdede vi intenst med emnet 2. verdenskrig. Det var begrænset, hvad vi beskæftigede os med omkring krigen i Odsherred, men vi fik et godt og grundigt indblik i krigens påvirkning på Danmark, og hvordan krigen foregik ude i verden.
Men spørgsmålet om, hvad der skete i Odsherred under krigen, er vigtigt at få besvaret, ikke mindst ud fra et historisk synspunkt – og i år er det 70 år siden kapitulationen skete.
Jeg er, takket været Bessie Gideon, kommet i besiddelse af nogle meget spændende dokumenter. Først og fremmest hendes fars, Henry Gideons, erindringer fra 2. verdenskrig. Bessie Gideon viste mig en dag erindringerne, og straks vidste jeg, at her lå noget af svaret på, hvad der skete i Odsherred under krigen, og også grobund for en bog. Men flere erindringer dukkede op. Sammen med Bessie Gideon kiggede vi nærmere på Knud Lundbergs materiale fra krigen, som alt sammen var samlet i en kuffert. Da vi åbnede kufferten, lå sangen ”En lærke letted”, som det øverste papir.
Psykiatrisk Museum har meget spændende materiale i deres arkiv og her fandt jeg materialet om læge Jørgen Ravn – herunder hans beretninger, som i den grad beskriver hospitalets funktion under krigen.
Krigen var et tidspunkt, hvor det at holde tæt var en æressag. For nogles vedkommende har dette fortsat gennem hele livet. Det var en ære, ikke at tale over sig. Det sad på rygraden.
En rigtig god ven af mig beskrev det egentligt meget godt, da jeg fortalte ham om mit projekt med denne bog, da sagde han følgende:
”Min morfar var med i modstandsbevægelsen, det vidste vi, og jeg syntes det var spændende, men jeg husker at vi flere gange fik at vide, at vi ikke måtte spørge ham. ”
Jeg har snakket med personer, der har oplevet krigen. Jeg har snakket med efterkommere, der havde noget at fortælle, andre havde materiale, de var kommet i besiddelse af. Jeg har, med andre ord, været i kontakt med rigtig mange, som på en eller anden måde har bidraget med spændende oplysninger til denne bog.
Med bogen – en time lapse i bogform, prøver jeg at komme med historien om, hvad der egentlig skete. Jeg har prøvet, i kronologisk rækkefølge, at beskrive livet i Nykøbing og omegn fra 1939 til krigens afslutning, fortalt gennem fortællinger, erindringer, avisartikler og andet materiale. Altså en nøgtern præsentation af begivenhederne. Der er reklamer og artikler, der ikke direkte har med krigen at gøre, men bringes for, at man kan få et billede af livet i krigsårene.
Når så mange erindringer og artikler samles, vil der opstå nogle erindringsforskydninger. Ja, nogle historier er fortalt igen og igen, så de kan være svære at genkende. I den forbindelse har jeg, på bedste vis, ved hjælp af mine egne betragtninger og teorier, prøvet at hjælpe læseren i den rigtige retning.
Politik spillede også den gang en rolle, ikke mindst i forbindelse med, at Henry Gideon valgte de forskellige gruppeførere til modstandsbevægelsen. Resultatet af hans store kontaktflade var en yderst vigtig rolle for flere udfald under krigen. Man var fælles om en sag, man kæmpede mod den tyske værnemagt på tværs af politiske overbevisninger, men sammen for at få et frit Danmark. Bogen er en hyldest til de personer, der i vores område, gik forrest da Danmark var i krig, for over 70 år siden. Dem, der kæmpede imod nazisterne og deres håndlangere.
Introduktion til personerne som gjorde bogen mulig.
2. verdenskrig er et følsomt emne, har det været mig magtpålæggende ikke at hænge nogle personer ud. Jeg har naturligvis fået oplysninger, som jeg ikke kan bringe direkte, men for at få historiens rette sammenhæng, har det været vigtigt at kende til disse oplysninger. Derfor forekommer der steder, hvor der er fjernet navne (censur), eller steder, hvor jeg har givet personer andre navne. Det er oplyst de steder, hvor dette har været nødvendigt.
Jeg har kun mødt åbne arme og hjælpsomhed i forbindelse med tilblivelsen af denne bog. Der skal lyde en tak til alle, der her bidraget med erindringer eller oplysninger, store som små. Enkelte er jeg dog nødt til at fremhæve.
Bessie Gideon (BG) har stillet hendes enorme arkiv og viden til rådighed. Hendes far, Henry Gideon, var formand for vagtværnet i Nykøbing og samtidig leder af modstandsbevægelsen i Odsherred. En del år efter befrielsen skrev Henry Gideon sine erindringer. Disse har en enorm historisk værdi, i denne bog beskæftiger vi os med den del, der har 2. verdenskrig at gøre.
Bessie kendte også forhenværende boghandler Knud Lundberg (KL). Knud var ligesom Henry også en vigtigt person i modstandsbevægelsen i Nykøbing. Via Bessie er det lykkes at få adgang til Knud Lundbergs berømte taske. I de sidste år, inden Knud døde, havde han og Bessie mange samtaler om krigen. Her betroede han Bessie forskellige ting, men bad hende også tage hånd om hans erindringer ”Besættelsestiden i Odsherred”, samt de forskellige private dokumenter, der vedrørte krigen. En del af disse papirer er opbevaret i en taske. Tasken har Bessie, efter Knuds ønske, passet på, indtil hun overdrog den til Museum Vestsjælland.
Jeg har besøgt Svend Bertelsen (SB), som var redaktør på det eneste illegale blad, der udkom under krigen i Nykøbing. Det var meget spændende, hvad Svend kunne fortælle. Han har gemt papirer og detaljer om de afhøringer, han var igennem, ikke mindst omkring den tyske tolk Dominiq (Bremer).
En stor del af oplysningerne om aktiviteterne i Nakke er leveret til mig fra Annie Brydegaard Danielsen (ABD), ligesom hun også har hjulpet med en del billeder fra området. Endelig har Annie også været en stor hjælp i forbindelse med navngivningen af modstandsfolkene fra Rørviggruppen og endelig har hun kunne bidrage med spændende oplysninger fra Vig området.
Holbæk Amts Venstreblad (HAV), i dag Nordvestnyt, har været en stor kilde til denne bog. Meget materiale har bidraget til og været en enorm hjælp i forbindelse med bogen. De mange annoncer og bekendtgørelser er, hvor intet andet er nævnt, fra Holbæk Amts Venstreblad. Flere steder er betegnelsen ”Avisen” og ”HAV” brugt – dette refererer også til Holbæk Amts Venstreblad. En helt speciel tak skal der lyde til journalist Torben Andersen (TA) på Nordvestnyt, for det materiale han har fremskaffet.
Igen har jeg haft lejlighed til at benytte mig af Stig Jakobsens (SJ) store viden om byen. Stig var søn af vognmand Laurits Jakobsen, og Stig har tidligere udgivet et hæfte om, hvordan han oplevede krigen. Dette hæfte, med hans erindringer, har han stillet til rådighed.
Mogens Olsen (MO), søn af Holger Olsen der havde Røde Kors (senere zonen) i Nykøbing, har beskrevet, hvordan han oplevede krigen. Her får vi også et indblik i, hvordan det var at køre ambulance under krigen.
Hospitalet – eller Sindssygehospitalet, som det jo hed under krigen, spillede også en stor rolle i forbindelse med modstandsbevægelsen. Jeg har fået lov til at gennemgå deres arkiv, som i dag hører under Psykiatrisk Museum, for at finde oplysninger om hospitalets rolle under krigen. På hospitalet var der opbevaring af våben for modstandsbevægelsen, men også internering af fanger på Skovhus. I arkivet fandt jeg overlæge Jørgen Ravns (JR) beretninger, som i den grad beskriver hospitalets funktion under krigen. Dokumenter, som f.eks. hospitalets luftværnsplan, giver også nogle interessante oplysninger. Jeg takker Psykiatrisk Museum for endnu en gang at stille deres arkiv til rådighed.
Jørgen Ravn udgav i 1970 en bog ”Mit psykiatriske liv”, i denne omtaler han også hans rolle i modstandsbevægelsen, og forlaget har givet mig lov til at bringe citater fra bogen, tak for det.
Nykøbing Sj Lokalhistorisk Forening, har blandt andet bidraget med de mange annoncer og bekendtgørelser, der er bragt flere steder i bogen. Disse oplysninger er i den grad med til at beskrive den stemning som var i byen. Mørklægning, rationeringer og generatorer, alle ord som hørte krigen til. Foreningen har været en stor hjælp også i forbindelse med at gennemlæse materialet og komme med feedback. Alle annoncer krediteres til HAV og Nykøbing Sj Lokalhistorisk Forening.
Henning Lindhardt (HL) for tilladelse til at bringe citater og billeder fra hans bog ”Modstandskampen i Odsherred”.
Odsherred Lokalhistoriske Arkiv (OLA). Endnu en gang – tusinde tak fordi jeg måtte låne nogle de mange billeder. Tak til Kim og Jens for deres arbejde med at finde materialet frem til mig – igen.
Museum Vestsjælland (MV). Tak til Lise og Jan for hjælp med materiale til denne bog.
Familien til fhv. brugsuddeler Irvin Rasmussen (IR), for billeder og informationer om Grønnehave Mølle.
Steen Ole Clausen (SOC). Har bidraget med mange avisartikler som han er stødt på i arkivet over de gamle aviser.
Carl Henrik Lund (CHL). For beretningen om Niels Juel, da den blev sejlet på grund –fantastisk beretning om, hvordan skibet blev beskudt, samt en masse opklarende spørgsmål om skibet og ikke mindst opholdet i Nykøbing.
Peter Lindhardt Petersen (PLP). For igen at have leveret nogle helt unikke billeder. Denne gang fra byjubilæet, og forskellige med soldater, men ikke mindst af Halvbæltekøretøjet foran Hotel Phønix, samt dokumenter fra sin fars, vognmand Jens Petersens, vognmandsforretning.
John Richter (JR). For informationerne om sin fars rolle under krigen.
Elsebeth Bruun Ludvigsen (EBL). For billedet af tyskerne, som rykker ind i Nykøbing, samt billederne fra Købmandsgården.
Åse Scheel-Krüger for informationer om sin mand Viggo Scheel-Krüger.
Arne Hansen for luftfoto af Nykøbing og omegn.
Robert Larsen for informationer og beretninger om sin farfar Robert Larsen, samt generelt om 2. verdens krig. Tak for lån af dine bøger.
Else Jensen, der til Nøglen, nr. 3, 2012 (Trundholm Lokalhistoriske Forenings blad), har fortalt om sine oplevelser.
Teksten i faktaboksene er gengivet med tilladelse fra hjemmesiden befrielsen1945 (b1945), hvilket jeg takker mange gange for.
Nationalbanken, for informationer og fakta om pengeombytningen.
Lilian Katrine Andersen (LKA), Sophus ”Trommeslagers” datter, for billeder af Nykøbing by.
Niels H. Nielsen (NHN), Søn af skræddermester Guldbrandsen, for billeder og informationer om Grønnehave mølle, og i hel taget for at stå til rådighed med svar om personer og deres slægt.
Sev Segner (SS), Stanley Segners kone, for brug af billeder.
Benedicte Fonnesbech-Wulff (BFW), datter af Kaj Fonnesbech-Wulff.
Jytte Johansen (JJ). For billedet af bunkeren ved Algade 15.
Alle fra Facebook gruppen: ”Du ved du er fra Nykøbing Sj. når.”
Anders Kristoffersen for hjælpen omkring bunkerne i Nykøbing.
Nykøbing Sj. Skytteforening (NFS) for informationer og billedet af klubhuset.
Stig Kaas Hansen, for input og detaljer om sin far Otto Kaas
Espe Jensen, Ejnar Olsen, Ruth Jensen og Søren Jensen for information fra Rørvig.
Jørgen Lund Madsen (JLM) for informationer og dokumenter om mørklægningen.
Følgende litteratur, kilder og materiale har været brugt i forbindelse med bogens tilblivelse:
Jens Andersen
Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-1945. Forsvarshistoriske skrifter nr. 4
Anders Bjørnvad
Hjemmehæren – Det illegale arbejde på Sjælland og Lolland – Falster 1940 – 1945
Jørgen Ravn
(JR) Mit Psykiatriske liv, Odense universitetsforlag 1977
Per Eilstrup og Lars Lindeberg
(PELL) De så det ske – under besættelsen ”Gå til modstand”, 1969
Kurt Sørensen
Tyskerne i Odsherred 1940-1945
Holger Lindhardt
Besættelsestiden i Odsherred
Mogens Højland
Fra Oddens Kanoner til Dragsholms Baroner
Søværnet
Hjemmesiden om Gnibens Historie
Dansk Rutebil Historie
(DRH), forlaget Billesø & Baltzer
Kongehuset.dk
Informationer om Kongemærket
Det skønne Odsherred
(DSO) Årgang 1945, artikel af sognepræst Christian Petersen, Vig
Skærby Grundejerforening
Fra Flyvesand til fritidsland
Besat og Befriet
(BOB) J. H. Schultz forlag, 1945
Men aldrig kan et folk forgå
Poul Overgaard Nielsen, om danske sabotørers indsats, Anker 1945
Flieger im Kampf
Verlag Erich klinghammer, Berlin
http://www.danforce.dk
Den Danske Brigade Danforce
Tyske Piger, under besættelse og retsopgør, Anette Warring. (TP)
Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse, Forfatter: Søren Hansen (red.) Udgivet: Kbh., Bianco Luno, 1946 Kbh., Kobenhavnshistorie.dk, 2006
Danmarks Frihedskamp, Bind 1 og 2 skrevet af danske journalister under redaktion af Ebbe Munck og Børge Outze, 1949.
Danmark under besættelsen, redigeret af Dr. Phil. Vilhelm La Cour, 1947.
Alle kilder i ovenstående, er prøvet kontakte, i enkelte tilfælde har det ikke været muligt.
Der skal lyde en stor tak til min dejlige familie, for deres tålmodighed og opbakning med bogens tilblivelse.
I denne bog beskæftiger jeg mig primært med området Nykøbing Sj. og omegn, for det er det område, erindringerne omhandler. Der er sket meget spændende også uden for dette område. At dette ikke nævnes i bogen, skyldes udelukkende fokusering på det primære, nemlig området Nykøbing Sj. og omegn.
Dette er ikke en bog om 2. verdenskrig, men en bog om Nykøbing Sj. og omegn under 2. verdenskrig beskrevet gennem, interviews, erindringer og avisartikler.
Henning Lindhardt beskriver i hans bog ”Modstandskampen i Odsherred” i detaljer om, hvordan folk blev transporteret fra Odsherred via Odden, Lumsås og Sonnerup Skov til Sverige. En bog, jeg varmt kan anbefale at købe, hvis du vil læse mere om det.
Afslutningsvis skal det nævnes, at det er begrænset hvor mange primære kilder jeg har kunne fået fat at i, af den naturlige årsag, at rigtigt mange er faldet bort. Brugen af sekundære kilder (personer der ikke har oplevet hændelsen), har derfor været nødvendigt – det er det næstbedste, og disse er brugt i det omfang jeg har fundet det nødvendigt.
I det efterfølgende bringes en kort præsentation af de tre personer, hvis store erindringer er den røde tråd i denne bog.

Henry Gideon
Han var født 9. december 1893 i Åkirkeby på Bornholm som søn af købmand L. Gideon og hustru Caroline, født Vest. I 1922 gift med Vibeke Emmy Marguerite Gideon, født Glandt. Hun modtog den finske mindemedalje for humanitært hjælpearbejde under krigen 1940-45, da hun gjorde et stort arbejde for de finske børn i Odsherred.
Beskikket landsretssagfører 30. januar 1923. Sagfører i København 1924-25. Siden 1925 sagfører i Nykøbing Sjælland, hvor han overtog sagfører Dinesens forretning. Medlem af bestyrelsen for A/S Holbæk Amtstidende. Opstillet som folketingskandidat i Holbæk-kredsen i november 1932. Medlem af Nykøbing Sj. Skytteforening, og formand fra 1926 til 1965.
Formand for Grønnehaveselskabet og var også formand for Nykøbing Sj. Venstreforening i mange år. Medlem af byrådet i Nykøbing Sjælland 1937-1954 for Venstre. Han blev valgt til folketinget i Kalundborg-kredsen for Venstre 1953, og sad i folketinget til 1960. Forretningsfører i Boligselskabet af 1942.
Æresmedlem af Nykøbing Skytteforening og Holbæk amts Østre, samt har modtaget De Danske Skytter- og Gymnastik- og Idrætsforeningers hæderstegn 1954, samt var Ridder af Dannebrog.
Henry Andreas Gideon døde 16. juli 1986.
Spillede en dobbeltrolle under besættelsen, da han både var formand for vagtværnet og leder af modstandsbevægelsen i det nordlige Odsherred.

Født 23. september 1922. Ansat ved Nykøbing kommune, hvortil at kom i starten af krigen. Var senere boghandler i Nykøbing på adressen Algade 32, fra 1. april 1962 til 1991.
Han var gift med Lillian Lundberg, der døde 10. juni 1973 i en tragisk ulykke. Lillian Lundberg er født i Nykøbing Sjælland, og var uddannet boghandler. Efter flere års ansættelse hos boghandler Karen Vedde overtog hun og hendes mand boghandelen 1. april 1962. Knud var også aktiv i Nykøbing Sj. Skytteforening, hvor han i en periode også var formand. Knud Lundberg, som kom fra Randers, kom til Nykøbing under krigen og var dybt impliceret i modstandsbevægelsen på Djursland, hvor han bl.a. var med til at lave sabotage ved bygningen af Tirstrup Lufthavn.

Jørgen Ravn
Jørgen Ravn var ansat på SNS i perioden fra 1. maj 1938 til 1. april 1952. Han startede som lægekandidat ved sindssygehospitalet i Middelfart, hvor han 3 måneder efter kunne kalde sig læge. Han kom i 1931 på Frederiksberg Hospitals medicinske afdeling B. Senere – i 1935, gik turen til Sct. Hans Hospital og herefter videre til SNS.