Om onsdagen blev der i HAV bragt de første billeder fra den 5. og 6 maj. Der var bl.a. et billede fra gymnastiksalen, med de anholdte personer, og et fra skolegården, hvor der uddeles våben. I avisen berettes der om, at der endnu en gang var piger, der var blevet klippet. Frihedsbudskabet havde givet ekstra travlhed på telefoncentralen. Så meget, at der en overgang kun kunne ekspederes livsnødvendige samtaler. Tirsdag skulle det første byrådsmøde, efter krigens afslutning, have været afholdt, men det blev aflyst i sidste øjeblik. Ved Skærby anholdt frihedskæmperne to tyske desertører. Den ene var i besiddelse af kr. 35.000, deraf 7.000 i engelske pund og resten i oversøiske checks.
Der var indgået flere aftaler med tyskerne, som Gideon beskriver således:
”Endnu i formiddag var der ikke truffet nogen afgørelse om, hvornår tyskerne i Klintegården forlader deres kvarter. Staben tilhører kystmarinen og har stadig ikke fået rømningsordre, der har været gentagne forhandlinger mellem kommandanten og modstandsbevægelsen i Nykøbing, og sagen er nu indberettet til højeste sted. Klintegården er i øvrigt udbygget til en hel pindsvinestilling med en automatisk kanon og flere maskingeværreder. Ved en forhandling mellem kommandanten på Klintegården og frihedsbevægelsen i Nykøbing er der truffet følgende regler for de tyske soldaters færden i Nykøbing og omegn: Tyske soldater må kun færdes med sidevåben, officerer dog med pistoler. Overtrædes bestemmelsen, afvæbnes de af frihedskæmperne. Tyske patruljer skal bære hvidt armbind. I modsat fald indbringes de. Alle biler, også værnemagtsbiler, skal standse på signal af frihedskæmpere, forsynet med armbind. Standser de ikke på varselsskud, skydes der. Den tyske havnevagts våben bliver på havnen ved vagtskifte, så soldaterne marcherer våbenløse gennem byen. Desertører anholdes og afvæbnes. Der er endvidere truffet bestemmelse om, at alt salg til soldater og flygtninge er forbudt, med mindre de har en rekvisition, der er underskrevet af frihedsbevægelsens hovedledelse. Det betragtes nu som givet, at den unge Hundestedfisker, der satte livet til ved den beklagelige episode i Rørvig, har været frihedskæmper. Hans lig blev i eftermiddag ført hjem under eskorte af frihedskæmpere. Derimod er der stadig tvivl om hans sårede kammerats forhold, men der synes nu at være mulighed for, at de har været frihedskæmpere begge to, men at deres nerver i det afgørende øjeblik har slået klik. Frihedskæmperne i Nykøbing fortsætter med arrestationerne, selv om der ikke tages så mange som de første dage. I går eftermiddags arresteres bl.a. et ægtepar som har haft deres gang hos tyskerne og gjort dem adskillige tjenester. ”
Det var et højdepunkt, som alle snakkede om. De første repræsentanter for general Montgomerys arme, de berømte “Ørkenrotter”, besøgte onsdag aften Nykøbing. Det drejede sig om en løjtnant, en sergent og to menige, samt en kvindelig dansk tolk. Gideon fortæller om det store øjeblik:
”Englænderne, der tilhørte en faldskærmsdivision, kørte i en “Jeep”, en åben panservogn med påhængsvogn. Bilens fabrikationsnummer var 5.537.368. Et tal, der giver en anelse om de allieredes uhyre krigsmaskine. De var som alle andre faldskærmsjægere forsynet med røde montgommeryhuer og havde løvrigt khakiuniformer med camouflerede regnslag. Englænderne fik en strålende modtagelse. Køreturen ned gennem byen til Hotel Phønix formede sig som et sandt triumftog. Folk jublede og råbte hurra og bombarderede vognen med blomster. Køretøjet, der var eskorteret af frihedskæmpere, standsede lige uden for den tyske stabs tidligere hovedkvarter, Hotel Phønix, hvor en enkelt vagtpost og nogle menige soldater stod og så sure ud. Det var en sådan hyldest, de havde ventet, da de som ” Herrefolket” marcherede ind i Danmark den 9. april, men som det danske folk gudskelov aldrig ville give dem. Efter en kort pause (udfor min ejendom) vendte bilkortegen og satte kursen mod Klintegården, hvor englænderne ville “hilse” på de tyske soldater. Chefen for modstandsbevægelsen fulgte med. Tyskerne var ikke adviserede om englændernes ankomst. Chefen bad skildvagten anmelde englænderne, og den engelske løjtnant trådte flegmatisk og nonchalant ind i officersmessen uden at hilse eller så meget som værdige tyskerne et blik. Ellers plejer officerer at hilse på hinanden, men dette var en kold skulder, så det kunne forstås. Den kvindelige tolk, der har tilhørt en fremragende modstandsgruppe i København, lod ikke englænderne noget efter i kølighed. Klart og koncist stillede hun sine spørgsmål og lod dem gå videre på engelsk. Løjtnanten gav sergenten ordre til at hente generalskabskortet med ordene: Søn, giv mig mine kort. Og denne parerede ordre uden den stramme honnør og alle de abekattestreger, der præger tyskernes optræden. Alle stillinger i hele Nordvestsjælland blev gennemgået, og det blev oplyst, at der er 1500 tyske soldater i dette område, Kalundborg medregnet. Den tyske kaptajn, Balch, fik ordre til at afmarchere allerede den følgende morgen, men han bad om at måtte blive og afvente nyere ordre. Han havde intet feltkøkken, og mandskabet bestod af ældre eller invalide mænd, som ikke kunne marchere til Korsør. På dansk kalder man dem krykhusarer. ”, sluttede Gideon.
