Søndag d. 13. maj – Pressebesøg på SNS

For at vise offentligheden, hvordan den danske frihedsbevægelse behandlede sine internerede, havde hovedkvarteret i Nykøbing søndag formiddag arrangeret et pressebesøg i internatet på SNS. Gideon fortæller:

”Vi blev modtaget af hospitalsforvalter Neumann og overplejer Lading-Petersen, der begge overvåger, at de internerede bliver behandlet som mennesker. Desuden var reservelæge Bohse og vagtmandsskabet til stede. De internerede er anbragt i en pavillon i Skovhuset (red. Elmehus), Hvor der er ryddet en afdeling. Vi passerer først en vagtstuen med en halv snes karabiner og maskinpistoler og føres derefter ind i en stor, lys opholdsstue, hvor de internerede tilbringer dagen ved borde og bænke. Om natten flyttes møblerne ud, og der bredes madrasser og tæpper på gulvene. De første nætter lå de internerede i halm, men siden amtsrådets inspektion skaffedes der udveje for madrasser og tæpper. De internerede gør selv rent på belægningsstuerne, og de unge piger vasker op. Maden laves af ”Lotter” fra Nykøbing, og vagten udøves dels af hospitalets folk i frihedskæmpernes rækker, dels af andre frihedskæmpere, især fra Højby. To gange om dagen skiftes mænd og kvinder til at have gårdtur, det vil sige de får lov til at gå ud i den store, indhegnede have, hvor der i disse dage er dejligt. Indendørs går snakken livligt! det er ikke alle, der er brødebetynget eller behøver at være det. Vi så også et spil kort og en enkelt bog, men læsning i almindelighed er ikke tilladt. Forplejningen er den samme, som hospitalets patienter og personale får, altså god, solid kost, ikke noget med kålrabisuppe. De internerede må skrive til deres pårørende, men det skal ske på åbne brevkort. I øjeblikket er der interneret 53 mænd og 17 kvinder. To af mændene er anbragt i enecelle og har det naturligvis kedsommeligt i sammenligning med de øvrige, men i det hele må det fastslås, at behandlingen er human og forsvarlig. Frihedskæmperne har i dag løsladt 32 af de 80 internerede på SNS.

12 andre er overladt til politiet, og resten beholdes indtil videre, mens man undersøger deres forhold. 12 fremstilledes i eftermiddags i åbent grundlovsforhør med dommerfuldmægtig Ulrich som dommer. ”

Der findes ingen kritik af den måde som fangerne har været behandlet på, hvorfor der er grund til at tro at dette var foregået efter reglerne, som var udstukket af frihedsrådet.