Tirsdag d. 15 maj – De tyske soldater begyndte endelig hjemrejsen og så startede de første afhøring.

Så begyndte de tyske soldater endelig deres hjemrejse. Gideon fortæller:
”De tyske soldater i det nordlige Odsherred påbegynder i aften kl. 22.30 hjemrejsen til Tyskland. Det drejer sig i alt om 600 mand fra Skærby, Klint og Odden. Soldaterne skal marchere om natten og sove om dagen, idet det endnu er for koldt at sove under åben himmel om natten. Den første march gælder Høve, hvor soldaterne skal bivakuere hele onsdagen. Onsdag aften fortsættes marchen sydpå sammen med de soldater der er stationeret i Høve, og det er meningen, at de skal nå Korsør i løbet af 5 døgn. ”

På den lille forlægning på Klin­tebjerg ville chefen kun kapi­tulere til en person i uni­form, så det betød, at politi­fuldmægtig Mogens Fugl, skulle derud iført sin uniform, noget han ellers sjældent gik i. Poul Skytte Olsen, skriver om episoden i Odsherred Kysten, i klummen ”I al fortrolighed”. Skytten Olsen var selv med:


”Kommandanten og hans få folk her skulle jo også overgive sig, men det måtte som bekendt ikke ske til Frihedsrådets tropper. Der skulle være én rigtig embedsmand i uniform med til foretagendet. Hertil udvalgtes i Nykøbing lederen af politigruppen, politifuldmægtig Fugl i Nykøbing, senere politimester i Frederikshavn og senere i Nykøbing Falster. Fugl, der ellers var en meget ”civil” mand, trak i uniformen, og en lille skare med chefen for byledelsen i Nykøbing, landsretssagfører H. Gideon, i spidsen, drog til Klint. Her fandt så overgivelsen sted.

Tyskerne var smukt opstillet med kommandanten foran, og vi så spændt på, hvad der skulle ske.

Gideon og Fugl trådte frem, og Gideon præsenterede politifuldmægtigen, idet han oven i købet oversatte dennes navn til tysk:

— Hier ist der Polizeibeamte Hr. Vogel!

Vi, der så på, havde svært ved at holde masken, kan jeg godt røbe i dag.

HAVs omtale af tyskerens udmarch.

I forbindelse med tyskernes udmarch kom der fra Amtskommandoen i Holbæk en skrivelse til de forskellige regioner, indeholdende retningslinjer for de tyske troppers udmarch.

Brev fra Riis Larsen med retningslinjer for udmarch af de tyske tropper. (KL)

I HAV omtales der en episode, hvor en frihedskæmper var blevet afskediget fra sit arbejde. Det kunne man naturligvis ikke i en situation, hvor det var landet, der krævede frihedskæmperens indsats, hvilket den pågældende arbejdsgiver også fik påtalt.

Stikkerne og retssagerne og frifindelserne

Det var, som tidligere nævnt, ikke hensigten at hænge nogen ud, men for at vise hvordan disse referater fra retsmøderne blev gengivet i avisen, vises dog et par stykker – blandt de mange – censureret naturligvis.

Et eksempel på hvordan referaterne fra retsmøderne blev gengivet i avisen.

Det er ubegribeligt, at pigerne stadig ikke kan holde sig fra tyskerne, er journalistens kommentar.

Den offentlige gabestok arbejdede velfortjent, mente nogen.