Militærorkestret spillede ved middagstid koncert på Torvet, hvor der hurtigt blev samlet en stor menneskeskare, og samme dag kl. 13 var der koncert i skolegården, som også hurtigt blev et tilløbsstykke. Mens musikken spillede, blev byerne Rønne og Nexø bombet af russiske flyvere.
Modstandsbevægelsens ledelse i Nykøbing afholdt søndag middag en pressekonference i hovedkvarteret på kommuneskolen. Tilstede var den øverste leder, Henry Gideon, den militære rådgiver og politiets leder.
I HAV beskrives der, at der, indtil samme formiddag var foretaget ca. 90 arrestationer i Odsherred. Blandt de sidst ankomne var en af de kvinder, hvis adfærd havde vakt størst forargelse i Nykøbing. Der måtte på dette tidspunkt stadig ikke nævnes navne i avisen, og i samme anledning blev det nævnt at alle herredets fremtrædende nazister og stikkere var taget i forvaring. Dette fortæller, at der i den grad har været styr over, hvem der skulle hentes, og hvor de boede.
HAV – om tirsdagen d. 8. maj – Grupperne er ved at være trætte, da det er begrænset, hvor meget søvn de har fået. (HAV)
Livet går videre også i Egebjerg
I avisen skete der en ændring i annoncerne, på trods af rationeringen, så begyndte det ”det normale liv” at vende tilbage til byen. Børnene skulle i skole, og folkene på arbejde.
HAV kunne berette om flere festgudstjenester afholdt rundt omkring i kirkerne, der var fyldt til bristepunktet. Man ville mindes de mange frihedskæmpere, der havde mistet livet under besættelsen i Danmark. Pastor Evaldsen kom i sin prædiken ind på Kaj Munk, der skrækkeligt blev myrdet for sin overbevisnings skyld, og Evaldsen læste et afsnit op af Kaj Munks sidste prædiken. Også i Rørvig ringede kirkeklokkerne som et bevis på, at et af de sorteste kapitler i Danmarks historie nu var ovre. Pastor Køster kom ind på at: ”De 5 onde år var omme, hvor danske mænd og kvinde måtte vandre i tyskerens fængsler og djævelske koncentrationslejrer, hvorfra flere ikke kom hjem. Vi sørger med dem, der gav deres liv i kampen for Danmarks frihed”.
I Vig talte pastor Petersen, der var aktiv i sidste krig og leder af frihedskampen i Vig sogn under denne krig. I Nr. Asmindrup var det pastor Aarup, i Asnæs pastor Baunhøj, i Faarevejle pastor Morsing, i Lumsås og Højby holdte pastor Mikkelsen gudstjenesten. Således var der i alle kirker mange mennesker, og enkelte måtte gå forgæves, og der blev enkelte steder arrangeret ekstra gudstjenester. Men i alle kirker har kirkeklokkerne lydt ekstra godt, netop denne dag, hvor friheden blev fejret.
I tirsdagsavisen af HAV annonceredes der igen fra Reginas side. Man kunne nu gå i biografen og se danske film igen. (HAV)
Det var muligt at bestille de første bøger om besættelsen hos boghandleren. (HAV)
Den driftige Stanley Segner var kommet tilbage fra Sverige og tilbød allerede ledige strand- og plantage grunde på Orø. Kort efter fortsatte han med lignende annoncering for grunde ved Skærby. (HAV)
I Vig var der parade d. 8 maj.
Rie Hilden fra Gentofte fortæller:
”Min far, Poul Robert Hilden, som havde herreekviperingsforretning på Hovegaden i Vig i en længere årrække, var i modstandsbevægelsen. Jeg ved, at han var god til at skyde. Han gik vagter, bl.a. på Vig Lyng om natten. De gik to og to sammen i mørket og holdt øje med tyskerne på kolonien og hvad, der ellers skete omkring den sparsomme bebyggelse i det ellers så øde landskab. Det var koldt, farligt og meget langt fra en fornøjelse. Det var vel derfor min far ikke senere hen snakkede så meget om det med mig og min mor.”
Billedet er fra en stor parade gennem Vig Hovedgade d. 8. maj 1945. Poul Robert Hilden er en af de mange modstandsmænd og frihedskæmpere i Vig-Asnæsgruppen, der her netop har passeret baneoverskæringen på Hovedgaden. Kvinderne forrest til venstre er med stor sandsynlighed Ester Jensen, der boede i Vig og havde været med i almene illegale aktiviteter. Til højre Ebba Møller Nielsen fra Vig, som var lotte og medlem af forplejnings og sanitetsgruppen i Odsherred. (OLA)
Dramatisk ildkamp i Rørvig
Det mest tragiske i krigen i det nordlige Odsherred skete i Rørvig. I en blanding af glæde, kådhed og misforståelse opstod der ildkamp på havnen i Rørvig. Bessie Gideon var til stedet på havnen, og hun har til mig forklaret, hvordan hun husker det skete. Men først fortæller Gideon, der ikke var i Rørvig, da det skete, hvordan han har fået hændelen forklaret:
”Ved 21-tiden i aftes udspandt sig en dramatisk ildkamp ved Rørvig havn, hvorved en ung Hundestedfisker blev dræbt og en anden ung mand hårdt såret. Begivenheden er i dag genstand for en indgående undersøgelse, men endnu i middags kunne det ikke afgøres, hvorvidt de to mænd var frihedskæmpere eller som formodet forklædte Hipofolk. Hovedkvarteret oplyser, følgende om episoden:
Ved 19-tiden i aftes kom to frihedskæmpere fra Hundested ind på hovedkvarteret i Nykøbing for at hente en kuffert, som de påstod var deres. Kufferten havde frihedskæmperne i Nykøbing fjernet fra et sommerhus i Rørvig sammen med nogle kompromitterende papirer, og det blev senere på aftenen oplyst, at de pågældende havde boet i sommerhuset de sidste 14 dage før kapitulationen, samt at de havde vakt deres værtindes mistanke ved påfaldende interesse for den tyske værnemagtsberetning. Kommandocentralen i Nykøbing foretog en kontrolopringning til Hundested, og da modstandsbevægelsen derovre sagde god for de to mænd, tog man ikke i betænkning at udlevere kufferten. Her skal indskydes, at der tidligere på aftenen var gået rygter om, at 14 sværtbevæbnede hipomænd ville komme til Rørvig med Hundestedfærgen, og at man derfor så de Hundestedfolk nærmere an. De to unge mænd, der var bevæbnede med maskinpistoler, havde fået en Rørvigvognmand til at køre for sig. Da de skulle tilbage, tilbød 3 frihedskæmpere fra Nykøbing at tage med, i fald de skulle møde Hipoerne. De ville dog ikke have eskorte, idet de påstod, at de lettere kunne komme ud af vognen og i stilling, når de kun var to. Chaufføren foreslog da at køre om ad Nakke for at undgå hovedvejen, men det ville de heller ikke høre tale om. Tre kvarter senere kom der en alarmerende meddelelse fra Rørvig om, at to hipomænd med frihedskæmpernes armbind havde holdt en kendt Rørvigborger og var ved at gennemrode hans papirer. Der forlangtes hurtig og stærk hjælp, og der blev straks sendt 3 udrykningsvogne med svært bevæbnede frihedskæmpere af sted. På vejen derud affyredes nogle prøveskud, som har givet anledning til falske rygter om, at billisterne skød på hinanden. De to formodede hipomænd var de Hundestedsmænd, der havde været i Nykøbing, og deres opførsel i Rørvig har været i højeste grad besynderlig, så frihedskæmperne derude havde god grund til at antage dem for hipomænd. Bl.a. satte de en maskinpistol i brystet på en frihedskæmper og tvang ham til at tage med hjem og udlevere et par støvler, som den ene havde købt under sit Rørvigophold, men ikke fået betalt. Mens bilerne var på vej til Rørvig, blev der på ny ringet til Hundested for at konstatere de to mænds identitet, og da man derovre stadig holdt på, at de var frihedskæmpere og ikke forklædte hipofolk, gjorde man alt for at forhindre et eventuelt sammenstød, men det lykkedes ikke. De to parter har efter det oplyste antaget hinanden for hipofolk og åbnet ild, straks da frihedskæmperne kom ned til havnen, affyrede de et skræmmeskud mod de andres bil. Chaufføren sprang ud og oplyste, at de to personer var gået ombord i en fiskerbåd. Ved skræmmeskuddet lagde de straks til ved bolværket igen og gik i stilling bag molen. En uniformeret politi betjent fra Nykøbing sprang frygtløs ud på molen og råbte: ”Skyd ikke”. Men de svarede med en maskinpistolsalve, så kuglerne fløjtede om ørene på ham så gik Nykøbingfolkene i stilling bag nogle træer og åbnede ild med deres automatiske våben. Et øjeblik efter sank den ene af de fremmede død om, mens den anden strakte hænderne i vejret og overgav sig. Den dræbte havde fået en maskinpistolsalve tværs over brystet medens den anden var blevet hårdt såret af nogle skud i maven. En læge fra Nykøbing anlagde en foreløbig forbinding, og derefter blev den sårede og liget af hans kammerat ført til Nykøbing sygehus. Man gjorde forsøg på at afhøre den sårede, men han var for svag til at give fyldestgørende oplysninger. Det blev dog oplyst, at de begge har opgivet forskellige navne, hvor de kom frem og at den såredes legitimationskort var falsk. I formiddag kom lederen af modstandsbevægelsen i Hundested for at bistå politiet med efterforskningen af de to mænds identitet. Efter de foreliggende oplysninger skulle den sårede være en 25-årig ingeniør fra Ålborg.”
Bessie Gideon var med i Rørvig som frihedskæmper og var med til at skyde mod de to fra Hundested. Hun fortæller, at der var rigtig mange personer med fra Nykøbing, men hvem der affyrede det dræbende skud, er aldrig blevet opklaret. Ovenstående billede viser, hvordan havnen på det tidspunkt, i 1945, så ud.
Til venstre i billedet ses starten på træværket. Her kravlede folkene i båden fra Hundested i skjul. Modstandsfolkene fra Odsherred lå på den venstre side af det lille lodshus, altså hen mod Lodsoldermandsgården. Her lå de langs med tæerne og skød hen mod træværket. Altså hen over de både som ses på billedet. Billedet er fra 1946.
Sådan beskrev redaktør Neerup fra Odsherreds Tidende ildkampen i Rørvig. (HAV)
Hvem må kalde sig frihedskæmpere
I forbindelse med denne bogs tilblivelse, og de mange interviews, har jeg tit hørt, at bare man mødte op i skolegården den 5. maj, så kunne man kalde sig frihedskæmper.
Der findes ingen fyldestgørende lister over frihedskæmpere i Danmark, for det forholder sig sådan, at man kan blive fjernet, hvis man ikke ønsker at stå i registret. Bagerst i bogen findes et udtræk fra Frihedsmuseets modstandsdatabase som den mest opdaterede liste.
Den 8. maj modtager Gideon et brev fra Sjællandsledelsen underskrevet af stabschef E.B Toussing. Målet var at få indberettet, hvem der officielt kunne kalde sig modstandsmand. De folk, der blev optaget, var dem, som havde tjent en rimelig tid (mindst en måned) eller som i tilfælde af, at tjenestetiden har været kortere, har ydet en særlig værdifuld indsats.
Dette dokument er vigtigt i forhold til, hvem der må kalde sig modstandsmand. Kvaliteten er desværre dårlig, men det vigtige står faktisk optegnet med rødt. Brevet er underskrevet af stabschefen E.B. Toussing. (KL)
Nederst på dette brev tilføjer Gabel-Jørgensen følgende kommentar, idet brevet sendes videre til Gideon.
”Tilstilles Amtskommandoen, og samtlige distrikter, der snarrest belejligt og senest d. 13 ds. hertil indsender indberetning i henhold til ovenstående.
Det bemærkes, at der ved ”har tjent” skal forstås: Tilsluttet modstandsbevægelsen, og ved den pågældende dag forstås: den 5. maj. På mandskabslisterne skal i ”vedtegning” for hver enkelt mand anføres, om han er berettiget til at kalde sig ”Frihedskæmper”. Da misbrug af dette navn bør undgås, må distrikterne undersøge hver enkelt meget nøje, og distriktschefen med sin underskrift stå inden for, at navnet ”Frihedskæmper” kun hæftes på den helt rigtige, og at ingen bliver glemt.
Amtsledelsen i Holbæk, d. 9 maj. 1945
Gabel Jørgensen
Oberstløjtnant.
PS: I ”Vedtegning” skal endvidere opgives evt. benyttet dæknavn. ”
En anden problematik, der spillede ind, som det ikke er muligt at gøre noget ved, var, at man bare kunne bestille et armbind hos leverandøren, der producerede armbindet. På den måde blev man frihedskæmper fra den ene dag til den anden. Avisen er vidende om, at ikke så få på den måde ”slog mønt på frihedskæmperne”, og avisen foreslog, at alle ”rigtige” frihedskæmpere udstyredes med et kort, der beviste deres rigtighed. En løsning, som ikke blev til noget.
Jeg mener, man gjorde hvad man kunne, for at sikre sig mod at nogle blev modstandsmand på en billig baggrund. Og med hensyn til det med, at man bare skulle møde op, var måske mere misundelse. Der var nogle, der kun hjalp til omkring kapitulationen, og de havde også armbind på, men de var ikke officielle frihedskæmpere. Omkring 5. maj blev der faktisk, udleveret flere armbind, end der var registreret frihedskæmpere.
Historien omkring armbindet er faktisk lidt speciel. Oprindeligt blev det brugt i 1942, til brug for hasteindkaldte værnepligtige. Det var ikke muligt at skaffe rigtige uniformer til så mange unge mennesker på en gang. Men bar dette armbind, hørte man ind under glædende regler og blev ligestillet som en soldat i fuld uniform.
Armbindene blev fremstillet af hærens materielintendantur af blåt militært kappestof, hvorpå der var sat et bånd i Dannebrogsfarverne. Det var således et tilfælde, at farverne er blevet de samme som i RAF-huerne, der gengiver de britiske farver. På armbindet blev syet et rundt metalskjold med det lille rigsvåben med de tre løver. I den hvide stribe var indvævet M.I. for Materiel-Intendanturen.
