Trekanten, Høve

Mange i Odsherred kender betegnelsen, Trekanten, stedet ved foden af Høve Stræde, der hvor vejen deles hhv. til Asnæs Lyngvej og Høve Stræde. Vi befinder os på adressen Asnæs Lyngvej 2, Høve.

I 40érne og frem til 70érne lå der på stedet en restauration, eller som nogle kaldte det: Et Traktørsted ved navn ”Trekanten.  På stedet er der gennem årene blevet solgt mange Is og pandekager. Der var naturligvis også muligt at få en tår kaffe eller kakao inden turen gik videre syd eller nord over. I vejviseren for Odsherred fra i 1945 – omtales stedet som Konditoriet ”Trekanten”  – …stedet hvor man hygger sig. Tlf. Vig 202.

reklame

Jytte Wadmann, som i dag ejer huset, fortæller at de (Jytte og Erik Wadmann) overtog huset i 1977.  De var faktisk i tvivl, om der fortsat skulle serveres is, pandekager og kaffe på stedet. Efter to år havde de besluttet sig. Den 17. marts 1979, i et forfærdeligt snevejr åbnede Wadmanns Ejendomskontor. En ny æra for ”Trekanten” tog sin begyndelse. På det tidspunkt, var det meget atypisk at have en ejendomshandel, som ikke var tilknyttet privaten.  Men mange købsaftaler er gennem årene blev lukket i denne flotte og velholdte bygning. Gennem årene har der været mange navne på bygningens facade. Sønnen Stig Wadmann tog over efter forældrene, og navne som JN bolig har også prydet facaden. Nu er det Nybolig ved Mikkel Henriksen, som driver en aktive forretning i lokalerne, hvorigennem mange af Lyngens sommerhuse har skiftet ejer. Det er stadig ”stedet hvor man kan hygge sig..” men nu ser man på ejendomme.