Da man kunne få en kotelet og 15 snapse for en Krone!

Da man kunne få en kotelet og 15 snapse for en Krone!

Hotelejer Wilh. Nielsen fejrede 40 års jubilæum d. 1. maj 1945 og han fortalte i den forbindelse om gamle dage i Nykøbing.

Han købte ejendommen i 1916 og gik straks igang med en større ombygning, så den året efter kunne åbne som »Vilhelm Nielsens Ho­tel«. Otte hotelværelser var der fra starten, på et tids­punkt det dobbelte med plads til 22 overnattende gæster, og Vilh. Nielsen byggede også en lille sal i et mellemrum mellem forhu­set og en bagbygning.

scan0035

Det virker, som et pust fra længst forsvundne dage at høre, Hotelejer Wilh. Nielsen. Nykøbing, fortælle om restaurationsforhold i hans ung­dom og dog er det ikke mere end 35 – 40 år siden, en pilsner kostede 15 Øre, og en tjenestepige var fornøjet med 16 Kr. om Måneden.

HylleborgVi sidder i hotelejerens hyggelige gemak bag jerndøren til restauratio­nen og taler sammen om de 40 år, der er forløbet, siden Wilh. Nielsen og hans hustru kom til Nykøbing som nyslåede ægtefolk og ikke mindre nyslåede restauratørfolk. Stuen er præget af en egen hygge, og det store portrætgalleri på væggene vidner om en stærk familiefølelse og kær­lighed til børn. Her trækker Fru Niel­sen sig tilbage, når hun trænger til at hvile ud efter anstrengelserne i køkkenet, som hun selv har forestået gennem alle årene, og her samler hun sine bedste venner om sig til en hyg­gelig passiar. Det er også blevet Wilh. Nielsens tilflugtssted i disse år, hvor kunderne råber på øl og snaps og cigarer og alle de andre ting, som det efterhånden er blevet sparsomt med. Her kan han dog få lov til at være i fred.

Wilh. Nielsen var oprindelig land­mand og hverken han eller hans kone kendte videre til hotelforhold, da de kom til Nykøbing, men de faldt godt i hak både i byen og i branchen. Han indgød tillid og respekt, og hun havde håndelag for madlavning, og det gik fremad år for år. Det er utallige, der i årenes løb har nydt godt af hotellets gode køkken, og der er mange, der nu ved afslutningen af deres gerning med glæde tænker til­bage på Wilh. Nielsen og fru Sofie og de hyggelige, hjemlige forhold, de skabte om deres gæster.

 

Da man drak kaffepunch og ”Vendte Hånd”. Det var store dage når Bønderne kom til byen.

De første elleve år drev Wilh. Niel­sen en restauration på Algade, hvor nu Irma har forretning. Det var her gamle mægler Hans Nielsen startede sin egen virksomhed, da han blev ked af at være køkkenkarl hos en anden af byens restauratører. Han solgte senere forretningen til en holbækker ved navn Andreas Nielsen. Andreas Nielsen ændrede forbogstavet på skiltet, og da Wilh. Nielsen kom til, malede han A et om til et W — så simpelt var det.

 

Jeg stod selv i forretningen hele dagen, fortæller Wilh. Nielsen, og der var travle dage imellem. Særlig om onsdagen, når bønderne kom ind med svin eller kreaturer, der skulle med damperen til København. Dyrene blev læsset af i Bertelsens gård — det nu­værende Casino og vognene holdt undertiden helt nede fra gården op til Lausens Hjørne når kalvene eller svinene skulle vejes, blev der slået en gjord omkring livet på dem og så blev de hejst op i en bom, der fun­gerede som bismer.

Når bønderne havde afleveret deres kreaturer, skulle de ind og spise. Det var gerne koteletter eller bøf, de fik og vi serverede en kotelet med smør og brød og al det hvidtøl og brænde­vin de ville drikke, for en Krone! El­lers var det øl og kaffepunche der gik. En øl kostede, lokalt aftappet 15 øre og en kaffepunch 20 Øre. De fik hele brændevins- eller cognacflasken ind på bordet, og mange af dem kunne blive ved at fortynde kaffen op med brændevin.
Hvor mange Snapse kunde man tillade sig at drikke til Koteletten?

Det så vi sjældent på, men der var dog engang en der var mig for grisk. Jeg målte flasken op og det viste sig at han havde drukket 15 snapse til sin kotelet – for en Krone! Men han måtte også af med en 25 Øre ekstra! Drukkenskaben kunde flyde over alle bredder dengang, og jeg måtte ofte lægge mig imellem, når fulde mænd yppede klammeri. Det var meget ubehageligt, og det gik til sidst ud over mine nerver, så jeg måtte gå fra det en times tid hver eftermiddag. Så indsatte min kone servere, men de havde mere respekt for en kvinde, så det var sjældent, de generede hende.

 

Var der mange penge mellem folk dengang, siden de drak så me­get?

Ja, det kan man vist godt sige og så kostede spiritus’en jo ikke så meget. Når hestehandlerne eller de bønder, der handlede lidt, blev fulde, ville de overgå hinanden og trak de­res tegnebog frem. Det var ikke sjældent at se en man gå med 6-7000 kr i tegnebogen og det var mange penge dengang. Ellers prøvede de kræfter og ”Vendte hånd”

Dyrskuerne og de offentlige valg­handlinger var også store dage for os.. Jeg husker, at det første år vi var i Nykøbing, havde vi offentlig valghandling på Torvet. Jeg spurgte Hans Nielsen hvor meget en sådan dag kunne give Han anslog det til 6-700 kr, men det blev dobbelt så meget. Vi solgte 70 kasser øl og sodavand, vi havde en dreng, der ikke bestilte andet end trække øl op hele dagen, og køkkenet serverede 600 por­tioner kalve og lammesteg. Der var købt 300 pund kød som min kone havde stegt dagen i forvejen. Hun var kun 21 år og køkkenet var lille, men vi havde god hjælp, så det gik. Kødet kostede 35 Øre Pundet.

Ja, det var en lykkelig tid ind­skyder fru Nielsen og sikke piger, vi havde dengang. Jeg havde under­tiden pigerne i både 6 og 8 år, ja helt op til 9 år. Og tal ikke om lønnen 12 kr. om måneden til en kon­firmeret pige og 16 til en voksen, og så ville de bestille noget. Vi havde også dygtige koner. Men landmændene var ikke så kultiverede dengang. Nu kan man jo ikke se på de ung landmænd, at de er bønder.

 

Jeg kan fortælle en lille episode fra dengang, der bekræfter min kones ord fortsætter Wilh. Nielsen. Vor bedste cigar kostede 10 øre og engang, en af landmændene havde forlangt en af dem fortalte jeg ham prisen, inden han havde fået ild. Så meget vil jeg ikke gi’, sagde han og smed cigaren tilbage i kassen efter at han havde bidt Spidsen af!
Prislovens Snurrepiberier
Da de elleve år var gået, købte Wilh. Nielsen den ejendom, der rum­mer det nuværende hotel. Den ejedes af træskomager Laur. Jensen og varindrettet til beboelse og forretning, men Wilh. Nielsen lavede den om til et lille hyggeligt hotel, og tid efter i anden fik både han og hans Hustru mere medhjælp. I øjeblikket er der mere travlt, end der nogen sinde har været. Fru Nielsen har fire piger i køkkenet, og der serveres gennem­snitligt 50 portioner middagsmad om dagen. Blandt hotelgæsterne har væ­ret handelsrejsende, som har gæstet Wilh. Nielsen, siden han startede. Tu­rister fra alle egne af Landet. Politikere, foredragsholdere, jagtherrer osv.

Scan70017

Men det er snart ikke til at drive restauration længere, siger Wilh. Niel­sen opgivende. Rationering prislov, lukketidsrestriktioner og alt det an­det, er ved at gore livet broget for os, og jeg tør snart ikke vise mig i re­staurationen mere. Ganske vist er ædrueligheden gået stærkt frem som følge af den stigende oplysning og de stigende priser og sådan set skulle det være lettere at have med at gøre. Men lad mig fortælle et lille eksempel på hvor fjollet det kan være:

Hotel Odsherred

Vi må tage 2.75 kr. for dagens; middag uden kaffe, og priskontrollen kræver, at der skal være middag til alle, der forlanger det. Hvis den plan­lagte middag er sluppet op skal vi altså finde på noget nyt, men det er ikke nemt at disponere, når man intet kan få. Og så kan vi komme ud for det, jeg ofte har været, at vi må servere suppe og stegt rødspætte for 2.75 Kr., mens jeg må tage 3 Kr., når rødspætten går alene!
Afslutning på et livsværk.

Jubilæumsdagen, der indtræffer i morgen, den 1. Maj, bliver på en måde også afskedsfest og slutste­nen på et langt og lykkeligt livs­værk. Den 1. juni overtager sønnen, inspektør Knud Aage Nielsen,Roskilde hotellet, og forældrene flytter ind i en lejlighed i Villa ”PAX” på Grundtvigsvej. Det er især fru Nielsen, der er blevet træt af besværlig­hederne, Wilh. Nielsens tætte skikkelse ser ud til at kunne holde nogle år endnu.
Det har været et lykkeligt Liv, siger Fru Nielsen. Jeg har altid kun stole på min mand i ét og alt, selv om vor branche har kunnet føre en mand ud i så meget, og jeg ved, I at min søn og svigerdatter kan føre vort arbejde videre. Jeg vil ikke kun glemme alle de rare mennesker vi har lært at kende, eller det dejlige Odsherred, som jeg er kommet til at holde så meget af…